20-årig anholdt: Har sendt trusler til skoler om at ville dræbe!

Politiet har onsdag eftermiddag anholdt en 20-årig mand efter en aktion på Baltorpvej i Ballerup.

Politiet mistænker manden for at have kontaktet et større antal skoler og truet med at ville begå drab.

Ifølge den foreløbige efterforskning har både skoler i Københavnsområdet og i Jylland modtaget trusler i sagen.

”Vi opfordrer de skoler, der har oplevet trusler i denne sag om at kontakte os, så alle relevante oplysninger kan indgå i efterforskningen”, siger vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi, Morten Steen, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Politiet trænger ind i lejlighed: Mistænkeligt forhold!

De skoler, der har modtaget trusler, kan indgive anmeldelse til Københavns Vestegns Politi via sikker mail: [email protected]

I første omgang havde politiet blot meldt ud, at aktionen i Ballerup drejede sig om et mistænkeligt forhold.

Anklagemyndigheden er lige nu i gang med at vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.