17-årig skar politiets dæk op: Anholdt kort efter

En 17-årig dreng skar natten til søndag et dæk op på en af politiets patruljevogne, mens den var parkeret på Vejlebrogade i Nakskov.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Det skete, mens betjentene havde tilsyn på en nærliggende restauration.

Da betjentene kort efter kom tilbage, kunne de konstatere, at det ene dæk på patruljevognen var skåret op.

Vidner på stedet havde dog set, hvad der var sket, og det ledte betjentene mod en 17-årig dreng fra byen.

Han havde en kniv på sig, da politiet fandt ham.

Derfor blev han sigtet efter knivloven og for hærværk. Han fik også forbud mod at komme på den nærliggende restauration.