17-årig såret efter knivstik i Vanløse: Her er, hvad der skete

En 17-årig dreng er i skrivende stund fortsat på sygehuset, efter at en gerningsmand har stukket ham med en kniv. Det skete på Buskager i Vanløse tidligt søndag aften.

“Men forurettede er ikke umiddelbart i livsfare. Vi udsteder ingen garantier, men umiddelbart vurderet er forurettede kommet slemt til skade – men altså ikke i livsfare,” siger vagtchef i Københavns Politi, Henrik Stormer, til presse-fotos.dk

Om hændelsesforløbet siger vagtchefen:

“Forurettede står uden for sin bopæl i en samtale med gerningsmanden, som på et tidspunkt tildeler forurettede knivstik. Derefter løber han sin vej.”

LÆS OGSÅ: Knivstik i Vanløse: 17-årig kørt på hospitalet

Henrik Stormer kan ikke sige noget om, hvor mange knivstik offeret har fået.

Lørdag var der knivstik i Sigurdsgade på Ydre Nørrebro. Desuden var der to knivstiks-episoder i København forrige fredag.

“Hvad det første angår, mener vi ikke, at der er en sammenhæng. Når det gælder de to andre, må jeg sige, at så langt er vi endnu ikke i vores efterforskning,” siger Henrik Stormer.

Han tilføjer, at politiet er færdige med deres arbejde i området.