Radikale vil have forhandlinger i år, fordi forventningerne til udtagning af lavbundsjord er sænket markant.
Der skal en højere afgift for udledning af CO2 til for at få landmænd til at tage kulstofrige lavbundsjorder ud af drift, mener De Radikale.
Regeringspartiet vil fremrykke det aftalte eftersyn af indsatsen for udtagning af lavbundsjord fra 2027 til i år, efter at regeringen har nedjusteret forventningerne til, hvor meget jord der bliver udtaget inden 2030.
– Vi er nødt til at skrue på nogle knapper for at sætte farten op, siger landbrugsordfører Line Krogh Lay (R).
Afgiften skal gøre det mindre attraktivt at fortsætte driften af jorderne. Samtidig kan landmænd få støtte til at tage dem ud af drift.
Men ifølge Line Krogh Lay er der brug for at ændre balancen mellem økonomisk støtte og afgift.
– Det kan godt være, der skal skrues på pisken, fordi de 40 kroner er ret lavt, og det ligger faktisk under de tilskud, man kan få. Så spørgsmålet er, om motivationsfaktoren er stor nok, siger hun.
Kulstofrige lavbundsjorder udleder CO2, når de drænes og dyrkes. Ved at gøre jorderne våde igen kan udledningen begrænses.
En ny fremskrivning viser, at myndighederne nu forventer at have udtaget omkring 34.300 hektar inklusive randarealer i 2030. Tidligere var forventningen omkring 85.600 hektar.
Også andelen af kulstofrige jorder, som skal give den største klimaeffekt, er mindre end tidligere beregnet.
Allerede i juni advarede Klimarådet om, at forventningerne til lavbundsindsatsen var for optimistiske.
Rådet vurderede, at den planlagte afgift kun gør det økonomisk attraktivt at udtage omkring 20.000 hektar kulstofrig jord. Ved en afgift på omkring 125 kroner stiger det til omkring 70.000 hektar.
Adspurgt, at De Radikale er med i aftalen, henviser Line Krogh Lay til, at man har forsøgt at motivere landmændene med støtte.
– Men vi må bare se i øjnene, at vi er nødt til at finde mere pisk frem, siger hun.
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd peger på, at projekterne tager længere tid at gennemføre end tidligere antaget. De fleste tager ifølge ministeriet mere end seks år mod fem.
Samtidig har der både i år og tidligere år været flere ansøgninger til tilskudsordningerne, end der var midler til.
De Radikale vil også bede ministeren redegøre for, hvor mange CO2-reduktioner der risikerer at mangle, og hvordan de kan findes andre steder i landbruget.
Ministeriet har tidligere oplyst til Ritzau, at den ændrede reduktionseffekt først bliver afspejlet i klimafremskrivningen for 2027.
Ritzau har bedt minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) kommentere De Radikales forslag.