Politisk løft af psykiatrien: Regeringen vil investere 2,6 milliarder

Regeringen har i dag fremlagt sit længe ventede udspil til en 10-årsplan for psykiatrien med en samlet investering på 2,6 milliarder kroner frem mod 2030.

Af det samlede beløb afsættes 783 millioner kroner til at opbygge kapacitet i den regionale psykiatri – en investering, der ifølge Danske Regioner skal sikre både varig forbedring og større robusthed i behandlingssystemet.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Udspillet prioriterer særligt børn og unge samt borgere med svær psykisk sygdom, og det vækker positiv modtagelse fra formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau:

‘Regeringen har præsenteret et godt udspil, som rummer mange gode elementer. Det er især godt, at man vil sætte penge af til at skabe mere sammenhæng for mennesker med svær psykisk sygdom og til at styrke de tidlige og forebyggende indsatser til børn og unge  i kommunerne. Det er helt afgørende, både for familierne og ift. at aflaste og styrke psykiatrien på børne- og ungeområdet,’

Udspillet lægger blandt andet op til styrkede udgående teams, forbedrede patientrettigheder i børne- og ungepsykiatrien samt etableringen af nye dobbeldiagnosetilbud. Samtidig skal de nye midler understøtte initiativer, der allerede er igangsat som led i psykiatriens 10-årsplan.

Kapacitetsudbygning og sundhedsråd i fokus

Anders Kühnau peger på, at det langsigtede perspektiv i udspillet er afgørende – og at de foreslåede midler kan bidrage til at reducere ventetider og sikre bedre sammenhæng mellem regionernes behandlingspsykiatri og kommunernes socialpsykiatri.

‘Psykiatrien har i mange år været hårdt presset, og der er i den grad brug for, at vi arbejder langsigtet. Vi skal styrke kapaciteten og gøre psykiatrien mere robust. Derfor er det meget positivt, at der er lagt op til massive investeringer. Det er helt afgørende, at der bliver holdt fast i det fokus i forhandlingerne, så det bliver et varigt løft af kapaciteten – både i behandlingspsykiatrien og i socialpsykiatrie’

Danske Regioner opfordrer regeringen til at bruge de kommende sundhedsråd til at kanalisere dele af midlerne til kommunerne, så der skabes bedre sammenhæng mellem sociale og sundhedsfaglige tilbud. Ifølge Kühnau blev dette behov underbelyst i sundhedsreformen, og det bør der rettes op på i de kommende politiske forhandlinger.

Opfordring til politisk tålmodighed

Danske Regioner lægger samtidig vægt på, at de mange nye initiativer skal have tid til at blive implementeret i praksis, og at personalet skal have ro til at tilpasse sig de nye rammer.

‘Psykiatrien har brug for ro. I de kommende år skal vi i regionerne have fuldt fokus på at implementere de gode indsatser, som er sat i værk. De skal have en chance for at virke, før vi opfinder nye tiltag og sætter nye skibe i søen,’ lyder det fra Anders Kühnau.

Med regeringens udspil er der ifølge Danske Regioner lagt en retning for psykiatrien, som nu skal følges op af et bredt politisk flertal og konkret handling.

Tirsdag aften er der sket et alvorligt færdselsuheld på en landevej. To personer er kvæstede, mens en anden har mistet livet. Bilinspektør undersøger stedet.