Dansk museum modtager millionbevilling og etablerer med donationen et forskningscenter for Anne Marie Carl-Nielsen.
‘TID – Museum for Odense’ har dedikeret et nyt forskningscenter til en anerkendt dansk billedhugger.
Med en bevilling på knap syv millioner får det odenseanske museum nu mulighed for at etablere et center for billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.
Bevillingen stammer fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat.
Museet ønsker med centeret at skabe, ny, banebrydende forskning, samt styrke formidlingen og etablere internationale netværk.
Desuden skal forskningscenteret ledes af Danmarks førende Anne Marie Carl-Nielsen-forsker, Emilie Boe Bierlich.
Det skriver Museum Odense i et opslag på Facebook.
Håbet er, at dette initiativ kan bidrage til den anerkendelse og betydning, som Anne Marie Carl-Nielsen fortjener – på linje med andre forskningscentre som eksempelvis H.C. Andersen, Grundtvig og Søren Kierkegaard.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
”At etablere forskningscentret i Museum Odense er en enestående mulighed for at forankre Anne Marie Carl-Nielsen-forskning i internationale partnerskaber. En af de store opgaver bliver at udarbejde et nyt, tidssvarende monografisk format om kunstneren. Centret vil skabe mulighed for at undersøge og eksperimentere med aktualiteten af det historiske materiale og give det en ny relevans, der taler langt videre ind i kulturverdenen end det, der rummes i et entydigt kunsthistorisk fokus. Jeg ser frem til at blive en del af forsknings- og formidlingsmiljøet i Museum Odense,” siger Emilie Boe Bierlich.
En stor spiller
Hun indgår ligeledes som en af de to faglige eksperter i Museum Odenses kommende store Anne Marie Carl-Nielsen-udstilling, der åbner på ‘TID – Museum for Odense’ i juni 2025. En udstilling, legatet valgte at støtte i 2024.
Udviklingschef Mads Thagård Runge skjuler ikke sin begejstring for at have Emilie Boe Bierlich i spidsen for forskningscentret.
”Vi glæder os til at byde Emilie Boe Bierlich velkommen i forsknings- og formidlingsmiljøet på Museum Odense og i vores team. Med vigtige kontakter i både ind- og udland vil hun have let ved at etablere de samarbejder og skabe de netværk, som er en vigtig del af målet med centret,” siger udviklingschefen.
Emilie Boe Bierlich er kunsthistoriker og Ph.d.
Tidligere har hun blandt andet arbejdet som museumsinspektør ved Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling, hvor hun har kurateret udstillinger om historiske kvindelige kunstnere fra omkring 1850 og frem.