Ny film fra skaberen af ‘Blinkende Lygter’: Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne

Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen spiller hovedrollerne i ny film.

Ny film fra skaberen af ‘Blinkende Lygter’ er på vej. Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas indtager hovedrollerne.

Anders Thomas Jensen står bag filmklassikere som ‘Blinkende lygter’, ‘De grønne slagtere’, ‘Adams æbler’ og senest ‘Retfærdighedens ryttere’.

Nu vender han tilbage med en spritny film, hvor nogle af de største danske skuespillere er på rollelisten.

Det skriver Zentropa i en pressemeddelelse.

Filmmagerens nye film bærer titlen ‘Den sidste viking’, og det første billede fra filmens optagelser er netop blevet offentliggjort.

Her ser man Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i rollerne som brødreparret Manfred og Anker.

Nikolaj Lie Kaas spiller enspænderen Anker, der løslades efter 15 år i fængsel for et røveri. Hans bror Manfred, spillet af Mads Mikkelsen, er den eneste, der ved, hvor gevinsten fra røveriet er gemt.

På grund af en mental barriere kan han dog ikke huske det.

Derudover er etablerede skuespillere som Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe også at finde på rollelisten.

En af de bedste

Anders Thomas Jensen fik sit internationale gennembrud i 1998 med ‘Valgaften’, der vandt en Oscar for bedste kortfilm i 1999.

Siden har han skrevet over 40 manuskripter til danske kortfilm og spillefilm samt arbejdet sammen med blandt andre Susanne Bier, Lone Scherfig og Søren Kragh-Jacobsen.

Han skrev blandt andet manuskriptet til Susanne Biers ‘Hævnen’ fra 2010, som vandt en Oscar for bedste fremmedsprogede film i 2011.

Anders Thomas Jensen debuterede som filminstruktør i 2000 med ‘Blinkende lygter’, hvor både Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas også medvirkede.

‘Den sidste viking’ får premiere den 9. oktober.

Familiefilmen har høstet masser af ros og anerkendelse siden udgivelsen sidste år. Nu får den en opfølger.