To danske sangere har skrevet en sang, der er inspireret af deres besøg i Uganda. Sangen er en kærlighedserklæring til folket.
I uge tre rejste de danske sangere JJ Paulo og Mads Langer til Uganda i Afrika.
Hensigten var at få et indblik i de udfordringer, landet står overfor, samt at se, hvordan midlerne fra Danmarks Indsamling er med til at gøre en forskel for børn i nød, som er flygtet fra nogle af verdens glemte kriser.
Under deres besøg blev de også inspireret til at skrive en sang sammen, og denne sang får snart sin live-debut.
Det skriver Danmarks Indsamling i en pressemeddelelse.
Sangen, der hedder ‘All We Need (Lete Ambo)’, handler om den kærlighed og det sammenhold, de mødte på deres rejse.
“En af dagene i Uganda talte Mads og jeg med nogle fantastiske lokale kvinder og deres børn. Vi spillede den instrumentale version af sangen for dem og spurgte, hvad de tænkte på, når de hørte den. Herefter, hvilken farve de tænkte på, hvilke ord, og hvad de ord hedder på deres lokale irruba (det lokale sprog, red.). Snart havde vi ordene: Lete Ambo (stor kærlighed, red.) og Tualo (sammenhold, red.). Mads og jeg besluttede os hurtigt for, at vi ville skrive vores sang ud fra disse ord,” fortæller JJ Paulo i pressemeddelelsen.
Kærligheden er større end alt
Mads Langer lovpriser også folket i Uganda og henter inspiration i deres håb.
“Denne sang er skrevet for og i samarbejde med de mange smukke mennesker, vi mødte i Uganda. Nogle vil sige, at kærligheden er større end alt. Jeg tror, de har ret. Måske er det netop kærligheden og sammenholdet, der er vores stærkeste våben. Håbet findes hos de her mennesker, og vi har et medansvar for at sikre, at det håb ikke slukkes,” fortæller den 41-årige danske sanger.
I Uganda bor 1,5 millioner flygtninge sammen med lokalbefolkningen. De kommer primært fra Congo og Sydsudan, som er blandt de lande i verden, hvor flest mennesker har behov for humanitær støtte.
‘All We Need (Lete Ambo)’ udkommer fredag den 31. januar og får live tv-premiere, når dette års Danmarks Indsamling løber af stablen fra Jysk Musikteater i Silkeborg den 1. februar.