Efter 13 år som en fast del af ‘Den store bagedyst’-holdet takker en stor personlighed nu af efter optagelserne til den kommende sæson.
Siden den danske version af ‘The Great British Bake Off’ rullede over skærmen for første gang tilbage i 2012, har ‘Den store bagedyst’ været blandt de mest populære programmer på dansk tv.
14 sæsoner, en række specialudgaver samt spin-off-programmet ‘Den store juniorbagedyst’ er det blevet til siden.
Om ganske kort tid – formentlig til efteråret – kommer den 15. sæson af den populære bagekonkurrence.
Og det bliver altså sidste gang med deltagelse af en særlig personlighed, der i mange år har været synonym med ‘Den store bagedyst’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Det er mange år’
Siden den tredje sæson af ‘Den store bagedyst’, der fik premiere tilbage i 2014, har én herre været fast mand som vært for programmet – nemlig Timm Vladimir.
Men nu er det slut for den mangeårige vært, der har valgt at forlade programmet efter de netop overståede optagelser til sæson 15, der altså blev Vladimirs 13. og sidste sæson ved roret.
Det annoncerer han i et opslag på Instagram.
I en video forklarer han, at beslutningen er blevet taget for længe siden, men at han meddelte det til programmets redaktion for halvanden måned siden.
Vladimir slår fast, at beslutningen ikke har noget at gøre med interne konflikter eller utilfredshed med jobbet.
“(…)Men jeg kan mærke, at jeg er kommet til et punkt, hvor jeg godt kunne tænke mig at prøve at lave noget andet. Tretten år, det er mange år, og jeg synes stadig, det er sjovt at lave. Men jeg har osgå mod på at prøve noget andet. Hvis jeg skal lave noget mere tv, så føler jeg lidt, at det skal være nu, at jeg ligesom skal prøve noget andet,” siger Timm Vladimir.
Værten nævner selv, at der vil komme flere sæsoner af Viaplay-programmet ‘Middag på Michelin-restauranterne’, ligesom han også nævner, at der kan komme noget nyt og fortsat madrelateret.
Tidligt i karrieren var Vladimir primært kendt som skuespiller og den ene halvdel af komikerduoen ‘Timm og Gordon’.
Siden sejren i allerførste sæson af den danske ‘Masterchef’ tilbage i 2011 har han dog primært gjort sig inden for den kulinariske verden.
Han har blandt andet stiftet Timm Vladimirs Køkken, der tilbyder madkurser samt udgivet en kogebog med samme titel.