Det er ikke første gang, at den svenske turist smutter fra regningen og svindler danske restauranter.
Sommerferien er startet for mange, og det kalder på hygge. Måske et besøg på en restaurant, en café eller en tur ud for at få noget koldt at drikke i det gode vejr.
Men når man gør det, skal man også betale for de varer, man bestiller.
Det har en svensk turist dog undladt at gøre med to års mellemrum på sine ferier i Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En 69-årig kvinde fra Sverige har løbet fra regningen på en række restauranter på Bornholm.
Det skriver Bornholms Politi i døgnrapporten.
Hun er derfor sigtet for bedrageri, efter at hun er løbet fra regningen på blandt andet Restaurant Margeritten i Allinge og Svaneke Bryghus.
Og det var ikke kun på restauranter, at hun ifølge politiet har forsøgt at svindle sig til en gratis ferie.
Hun er nemlig også sigtet for at have stjålet tøj fra en gårdbutik i Østermarie.
Men det stopper ikke her.
Kvinden er også sigtet for at have løbet fra regningen på flere restauranter tilbage i 2024.
Hun har erkendt alle forhold.
