Mange mystiske politiaktioner foregår nu flere steder i landet. Politiet ses blandt andet arbejde omkring flere huse i DNA-dragter
I løbet af det meste af onsdagen har politiet været til stede på flere adresser under store politiaktioner.
Ved alle adresserne oplyser Presse-fotos.dks udsendte, at efterforskere iført DNA-dragter arbejder med tekniske undersøgelser på stederne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der står bag samtlige aktioner onsdag.
De mindst tre aktioner foregår på henholdsvis Brombærvej i Esbjerg, Sommerlyst i Rødding og Askevej i Vejen.
‚Vi er i øjeblikket til stede på en adresse på Sommerlyst i Rødding i en verserende efterforskningssag. Her vil Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) deltage. Vi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere om den konkrete sag,‛ bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X, mens det tidligere lød følgende:
‚Politiet er i øjeblikket til stede på Askevej i Vejen i en verserende efterforskningssag. Vi kan p.t. ikke oplyse om den konkrete årsag, men der er ingen grund til utryghed hos befolkningen.‛
(Artiklen fortsætter under billedet)

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke bekræftet deres tilstedeværelse på Brombærvej i Esbjerg, men billeder fra stedet viser, at undersøgelser bliver foretaget i og omkring et hus.
Det er kun få dage siden, at en 42-årig mand blev fundet død i et skovområde langs Frihedsvej i Vejen. Om efterforskningen og dagens tre politiaktioner handler om drabssagen er på nuværende tidspunkt ukendt.
Du kan læse mere – og se billeder – fra aktionen på Askevej i Vejen HER.
Senere bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi, at alle politiaktioner i løbet af dagen har været relateret til drabssagen, hvor en 42-årig mand i søndags blev fundet død.
‚Politiet ransager på stederne og sikrer eventuelle spor, da efterforskningen har vist, at stederne kan have relation til drabssagen. I den forbindelse har Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) ligeledes været til stede på flere af adresserne,‛ skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Desuden tilføjer politiet, at de også har været til stede på en adresse i Lindknud.





