Danmark og USA nedsatte i januar en arbejdsgruppe, efter at Donald Trump havde truet med at overtage Grønland.
USA har på møder med Danmark foreslået at åbne nye amerikanske militærbaser i Grønland.
Det oplyser unavngivne embedsmænd ifølge det britiske medie BBC.
Amerikanske embedsmænd har foreslået at placere tre nye amerikanske militærbaser i det sydlige Grønland, siger en kilde med kendskab til dialogen. De tre baser skal udpeges som amerikansk territorium, lyder det.
Baserne skal fokusere på overvågning af maritim aktivitet fra Rusland og Kina i et område i den nordlige del af Atlanterhavet, oplyser de unavngivne embedsmænd til BBC.
Det Hvide Hus har afvist at kommentere detaljer omkring dialogen med Danmark, skriver BBC.
En talsperson for udenrigsministeriet i Danmark har tidligere bekræftet den diplomatiske dialog med USA. Her blev det sagt, man ikke ønsker at gå i detaljer på nuværende tidspunkt, skriver BBC.
USA’s præsident, Donald Trump, har gentagne gange truet med at ville overtage Grønland.
Den 14. januar blev det på et møde i Det Hvide Hus i Washington D.C. aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe.
Aftalen om arbejdsgruppen kom i stand på et møde med deltagelse af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Grønlands daværende minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, på den ene side.
På den anden side af bordet sad USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.
Ifølge Løkke skulle arbejdsgruppen sikre en “konstruktiv dialog”, som både skal opfylde amerikanske sikkerhedsinteresser og respektere kongerigets “røde linjer”, som er “vores suverænitet og territoriale integritet og det grønlandske folks selvbestemmelse”.
Siden midten af januar har arbejdsgruppen mødtes mindst fem gange, skriver BBC.
/ritzau/

