Nu sætter populær dansk streaming-tjeneste hårdt ind overfor misbrug af dets platform.
Det bliver snart markant vanskeligere at dele sit TV 2 Play-abonnement med personer uden for hjemmet.
TV 2 indfører nemlig et nyt system, der skal sætte en stopper for omfattende deling af streamingkonti mellem venner, kærester og familiemedlemmer, som ikke bor sammen.
Det oplyser TV 2’s kommercielle direktør, Ulf Lund, til mediet Flatpanels.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den nye løsning kaldes ‘TV 2 Play-husstande’ og fungerer på samme måde som de systemer, som blandt andre Netflix og Disney+ allerede har indført.
Skærper brugen
Ifølge TV 2 bliver en husstand automatisk oprettet ud fra de enheder, der regelmæssigt er tilkoblet samme internetforbindelse.
Når brugerne logger ind på TV 2 Play, registreres den enhed, de anvender. Hvis en bruger derefter forsøger at se indhold fra et tv eller en enhed uden for den registrerede husstand, kan der dukke en advarsel op på skærmen.
Her vil brugeren blive mødt af beskeden: ‘Dette tv ser ikke ud til at være en del af din TV 2 Play-husstand.’
Dermed følger den danske streamingtjeneste i fodsporene på flere internationale streaminggiganter, som de senere år har slået hårdt ned på kontodeling.
Hos TV 2 mener man, at den udbredte deling af abonnementer skader forretningen og går ud over investeringerne i nyt indhold.
“Ulovlig deling af abonnementer er i strid med vilkårene, og det har konsekvenser for vores forretning. Når indtægterne bliver udhulet, påvirker det i sidste ende vores mulighed for at investere i dansk indhold, sport og journalistik,” siger Ulf Lund til Flatpanels.
Tiltaget er en del af TV 2’s større strategi frem mod 2030, hvor streaming spiller en stadig vigtigere rolle for mediehuset.
TV 2 har endnu ikke oplyst præcist, hvornår de nye begrænsninger rulles fuldt ud til alle brugere, men systemet er allerede begyndt at blive implementeret.

