DR-dokumentaren Anders Agger indefra – ‘Sikringen’ viser nogle af de farlige forbrydere, der er indlagt bag panserglas og låste døre på den retspsykiatriske afdeling, men hvem sidder der ellers?
Sikringsanstalten i Slagelse, der også blot er kaldt Sikringen, er et berygtet sted i Danmark.
Her er landets allermest farlige, psykisk syge kriminelle patienter blevet anbragt. De er alle dømt for alvorlig personfarlige forbrydelser.
Nogle af disse er Andreas, Ahmad, Carl og Kia, som alle toner frem på skærmen i DR-dokumentaren.
Men der er i alt plads til 40 personer på Sikringen, så hvem sidder her ellers? Det får du en kort liste af her.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Skar ører og næse af sin kæreste
På Sikringen sidder blandt andet en i dag 43-årig aarhusianer med palæstinensiske rødder, der har været indlagt på stedet i mere end 13 år.
Manden udførte tilbage i 2009 i en lejlighed i Hasle en tre dage lang sadistisk mishandling af sin 22-årige kæreste.
Ifølge Ekstra Bladet viste en lægeerklæring, at manden i sengen blandt andet havde holdt fast om baghovedet på kæresten med den ene hånd og med den anden hånd skåret skarpe snit med en køkkenkniv i ansigtet på hende.
Snittene har var så alvorlige, at kvinden måtte medbringe sine ører særskilt, da hun blev indlagt. Desuden hang hendes næse i kun en enkelt hudstreng.
Kvinden var også snittet i mundvigerne og i ganen.
Manden har erkendt, at han samtidig stak en stor rørtang ned i halsen på kvinden, mens han hamrede en hammer i hendes knæ flere gange.
I retten fortalte manden, at han udførte mishandlingen, fordi stemmer havde fortalt ham, at hun havde været ham utro, og at hun solgte hans otteårige datter til sex.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Gik amok i Field’s
På Sikringen sidder blandt andet den i dag 25-årige mand, der den 3. juli 2022 gik ind i shoppingcentret Field’s og skabte død og ødelæggelse.
Manden var bevæbnet med sin fars riffel, en pistol og en kniv. Han endte med kun at bruge riflen og affyre i alt 16 skud. Tre blev dræbt og syv andre blev kvæstet med skud. Den 25-årige blev kendt skyldig i blandt andet 11 drabsforsøg og tre drab.
Angrebet i Field’s tog i alt 18 minutter, før manden blev anholdt af politiet.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev manden et år efter angrebet i juli 2022 idømt anbringelse på Sikringen på ubestemt tid – her sidder han altså stadig i dag.
I en lægeerklæring efter hændelsen fremgik det, at den 25-årige ville dræbe mennesker i shoppingcentret, fordi han var overbevist om, at de selv ønskede at dø, og at ligene så ‘fredfyldte ud’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Dræbte læge og socialrådgiver
På Sikringen sidder blandt andet en i dag 39-årig skizofren mand, der er blevet indlagt på stedet efter at være gået amok på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing.
Her havde han tilbage den 7. maj 2014 smuglet en kniv med ind på sit værelse, som han samme dag begik drab med.
En 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver mistede brutalt livet til den skizofrenes kniv, ligesom han begik drabsforsøg på en medbeboer.
Ud over drabene og drabsforsøget gik han også i de efterfølgende timer til angreb på personale på Hvidovre Hospitals psykiatriske afsnit.
Manden har siddet på Sikringen siden 2015.
Den 39-årige mand har været et kendt ansigt i Danmark, da han før drabene og drabsforsøget har medvirket i en tv-dokumentar med journalist Anders Lund Madsen som vært.