Grønlands nye regeringsleder vil styrke bånd til Danmark: ‘Vi bliver aldrig amerikanere’

Grønland vil styrke samarbejdet med Danmark, indtil Grønland kan blive et selvstændigt land.

Det siger den kommende grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, til nyhedsbureauet Reuters.

– Vi er i dag en del af rigsfællesskabet, og så længe vi er en del af den konstruktion, bliver vi nødt til at bygge videre på vores forhold og vores partnerskab for at gøre det stærkere, indtil vi en dag kan være et selvstændigt land, siger han mandag.

Jens-Frederik Nielsen tilføjer, at der i dag er et „stærkt partnerskab‟.

Han siger videre, at han også ønsker, at Grønland har et partnerskab med USA. Men det skal være med respekt for hinanden, lyder det fra politikeren, hvis parti, Demokraatit, blev størst ved valget i Grønland.

Hans kommentarer kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, i de seneste dage har gentaget, at USA bør overtage Grønland.

– Vi kommer til at få Grønland. Ja, 100 procent, sagde han i weekenden i et interview med NBC News.

Både fra dansk og grønlandsk side er det blevet understreget, at Grønland ikke kan købes, og at grønlænderne ønsker selvstændighed.

Det budskab gentager Jens-Frederik Nielsen i sit interview med Reuters.

– Grønland bliver aldrig en del af USA. Vi vil gerne handle. Vi ønsker selvfølgelig et stærkt partnerskab, når det kommer til national sikkerhed. Men det skal være på en måde, hvor der er gensidig respekt.

– Vi kommer aldrig til salg, og vi bliver aldrig amerikanere, siger han.

USA’s vicepræsident, J.D. Vance aflagde fredag visit på en amerikansk militærbase i det nordlige Grønland.

Han sagde i den forbindelse på et pressemøde, at Danmark ikke havde „gjort et godt stykke arbejde‟ for befolkningen i Grønland.

Vance mener heller ikke, at Danmark har gjort nok for at gøre Grønland sikkert.

Vicepræsidentens besøg faldt sammen med, at der fredag blev præsenteret et nyt grønlandsk regeringssamarbejde med Jens-Frederik Nielsen i spidsen.

Regeringen er endnu ikke blevet formelt godkendt af Grønlands parlament, Inatsisartut.

Dagen efter præsentationen af den nye grønlandske regering, meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud, at hun vil besøge Grønland i denne uge.

Elbiler bliver ofte fremhævet som det miljøvenlige, økonomiske valg. Men er de nu også det?