Hun står bag flere danske sangperler, men nu springer sangerinden altså ud som skuespiller.
Et hold af ciskvinder og nonbinære personer skal i den kommende teaterforestilling ‘Mandebilleder’ undersøge mandens rolle i samfundet.
Det vil sige, at skuespillerne enten er personer, som er født som kvinde, og som identificerer sig som kvinde, eller personer, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde.
Og blandt personerne gemmer sig et kendt ansigt.
På scene debuterer musikeren Freja Kirk nemlig som skuespiller. Det skriver teatret Aveny-T i en pressemeddelelse.
“Min medvirken i ‘Mandebilleder’ markerer et nyt og spændende kapitel i min karriere,” siger Freja Kirk i pressemeddelelsen og fortsætter:
“Det her projekt taler direkte ind i kernen af mit kunstneriske udtryk – at udfordre traditionelle kønsroller og udforske maskulinitet.”
Laver sange til forestilling
38-årige Freja Kirk, der blandt andet står bag sange som ‘Hvad skal man kalde én som mig?’ og ‘Man kan græde oceaner’, har også lavet musik til teaterforestillingen.
Musikeren fra Sydhavnen har nemlig lavet seks nye sange, som hun også vil fremføre i stykket.
“Kombinationen af musik og teater i ‘Mandebilleder’ giver mig mulighed for at skubbe grænser og bruge min stemme og sangskrivning til at adressere de emner, jeg har kæmpet for i årevis,” siger Freja Kirk videre i pressemeddelelsen.
Foruden Freja Kirk går også Hanin Georgis, Kimmie Liv Sennova og Zere Celik på scenen i stykket.
Forestillingen får premiere den 31. januar 2026 på Aveny-T.
Efter spilleperioden på Frederiksberg tager ‘Mandebilleder’ på turné til Musikhuset i Aarhus, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.