Danmarks regering laver milliardgaranti for investeringer i ukrainsk forsvar

Regeringen har besluttet at etablere en statslig garanti på én milliard kroner for danske virksomheder, der investerer i den ukrainske forsvarsindustri. Målet er at styrke Ukraines forsvarskapacitet og samtidig skabe ny viden og muligheder for den danske forsvarsindustri.

Den ukrainske forsvarsindustri spiller en afgørende rolle i landets fortsatte kamp mod Ruslands invasion, men den har brug for investeringer for at udvikle sig. At investere i et krigsramt land indebærer dog store økonomiske risici, hvilket har holdt mange virksomheder tilbage. Med den nye garanti vil staten via Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) dække en stor del af den risiko, danske virksomheder påtager sig ved at investere i ukrainske forsvarsvirksomheder.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Den danske forsvarsindustri har de seneste år øget sin eksport til Ukraine markant. Ifølge Dansk Industri har eksporten af forsvarsrelaterede produkter til Ukraine været afgørende for landets mulighed for at modstå den russiske invasion. Flere danske virksomheder har allerede leveret våbensystemer, droner og overvågningsteknologi til Ukraine, og garantien vil potentielt øge samarbejdet mellem de to landes industrier.

Erhvervsminister Morten Bødskov fremhæver, at initiativet både styrker Ukraine og gavner dansk industri:

“Danmark står skulder ved skulder med Ukraine. Investeringer er helt afgørende i genopbygningen af Ukraine. For Putin helmer ikke, og derfor har Ukraine fortsat behov for alle former for støtte. Med den nye milliardstore garanti sikrer vi, at danske virksomheder nemmere kan bygge bro til ukrainske kollegaer. Med danske investeringer kan ukrainske forsvarsvirksomheder fortsat udvikle sig. Og danske virksomheder vil få adgang til viden, som er vigtige for at udvikle fremtidens teknologier. Det er endnu et stærkt bidrag til den ukrainske frihedskamp og samtidig et stort skridt mod en stærkere dansk forsvarsindustri,” siger han.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen peger på, at initiativet også kan gavne Danmarks egen forsvarsevne:

“I lyset af den sikkerhedspolitiske situation, er det vigtigt at vise, at vi står sammen med Ukraine. Fra dansk side forrest med hensyn til militære donationer og ved at lede arbejdet med den danske model for investeringer i den ukrainske forsvarsindustri. I dag tager vi endnu et skridt for at gøre det nemmere for danske virksomheder at investere i den ukrainske forsvarsindustri. Danske virksomheder har viden, teknologi og kompetencer som er efterspurgt af den ukrainske industri. Det styrkede samarbejde mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri, herunder styrket innovation og teknologiudvikling, kan også være med til at styrke det danske forsvars kampkraft og forsyningssikkerhed.”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fremhæver, at den danske model for støtte til Ukraine nu tager et vigtigt skridt videre fra donationer til investeringer:

“Vi kan være stolte af at have udviklet den danske model, hvor vi finansierer donation af materiel fra Ukraines forsvarsindustri. Nu går vi skridtet videre; fra at indkøbe forsvarsmateriel i Ukraine til den ukrainske hær til nu at skabe mulighed for egentlige investeringer i opbygningen af den ukrainske forsvarsindustri. Det er både med til at opruste Ukraine, men vil også sikre afgørende vidensdeling, hvor vi får mulighed for at lære af dem, der har den mest friske erfaring med at føre krig mod Rusland. Med lånegarantien bliver det mere attraktivt for danske virksomheder at investere i ukrainske projekter og lære af de ukrainske virksomheder. Det kommer både Ukraine og Danmark til gode. Det er den helt rigtige vej frem.”

Sådan fungerer garantien

Den statslige garanti administreres af EIFO og dækker investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder. Garantiordningen har en række centrale vilkår:

  • EIFO kan garantere op til 70 % af danske virksomheders egenkapitalinvesteringer i ukrainske forsvarsvirksomheder.
  • Garantien gælder i op til syv år, hvorefter danske virksomheder kan sælge deres aktier tilbage til EIFO til en forudbestemt pris.
  • Virksomhederne betaler en løbende præmie for garantien, samt et exit fee og et performance fee, hvis investeringen bliver en succes.

Danske turister uønskede: “Bliv hjemme” er beskeden fra danskerparadis