Blodet flyder efter kæmpe drama på ringvej

En 43-årig mand blev ifølge politiets sigtelse påkørt med vilje efter et sammenstød mellem to biler

Politiet mistænker en 28-årig mand for at have påkørt en 43-årig mand med vilje og for at have udsat flere andre trafikanter for fare, og på den baggrund er han efter en vurdering fra anklagemyndigheden fredag formiddag blevet stillet for en dommer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her er en af blodpletterne – se flere billeder nederst

Manden blev anholdt efter en episode, som udspillede sig torsdag ved middagstid på Åby Ringvej i det vestlige Aarhus. Her stødte to biler sammen, og efter at føreren af den ene bil var steget ud, blev han påkørt af modparten.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at den 28-årige mand er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om henholdsvis grov vold og om forsætligt at udsætte andres liv for fare.

Derudover er manden sigtet for at have kørt bil under påvirkning af tramadol, et såkaldt opioid, som både er smertestillende, men også bevidsthedspåvirkende.

Ved retsmødet i Aarhus besluttede dommeren sig for at varetægtsfængsle manden, som imidlertid nægter sig skyldig. Dog besluttede han sig ifølge Østjyllands Politi for ikke at kære afgørelsen om fængsling til Vestre Landsret.

Den 28-årige skal være fængslet i foreløbig fire uger, mens politiet efterforsker sagen.

De nærmere omstændigheder omkring episoden på Åby Ringvej arbejder Østjyllands Politi fortsat på at klarlægge.

Politiet formoder, at de to parter kendte hinanden i forvejen, og at årsagen til sammenstødet muligvis skal findes med udgangspunkt i den relation.

Efter sammenstødet og påkørslen opstod et slagsmål, hvor også en 22-årig og en 16-årig deltog. De blev ligesom den 28-årige anholdt torsdag, men det er kun den 28-årige, der er blevet stillet for en dommer.

/ritzau/