Ali Bageri i problemer: Får kæmpe bøde

Foto: Google Streetview

Det ultrapopulære spisested i hjertet af Nørrebro er løbet ind i hygiejniske problemer. Det har udløst en stor bøde til Ali Bageri.

Butikken har i mange år været et populært sted, hvor kunderne er kommet fra nær og fjern. Men nu kan det være, at kunderne kommer til at tænke en ekstra gang, før de lægger vejen forbi Nørrebrogades mest besøgte bager.

Et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen viser nemlig, at der er flere punkter, hvor Ali Bageri skal rette op.

Blandt andet er der fundet kylling, som er blevet opbevaret ved meget varme grader. Temperaturmålingen viste nemlig 20 grader. Det er på trods af, at kylling ikke må opbevares over fem grader.

Men nedturen for Ali Bageri stopper ikke her. Der er også problemer med oprydningen. Ifølge kontrolrapporten har der været store plamager af formodet skimmel på hylderne samt madrester på maskiner. Der er også fundet flydende væske på gulvet, som ikke havde var blevet ryddet op.

Ali Bageri får kæmpe bøde

“Vi har generelt en meget høj fødevaresikkerhed i Danmark, så at en restaurant får fire bøder på samme kontrolbesøg er en sjældenhed og noget, som skal tages alvorligt, siger Torsten Rendbæk, der er sektionsleder hos Fødevarestyrelsen, til KøbenhavnLIV.

Alt i alt er bøderne løbet op på 37.000 kroner og en sur smiley, som nu skal hænge i vinduet. I samme vindue havde Ali Bageri ikke hængt den korrekte kontrolrapport op – i stedet havde man brugt en ældre kontrolrapport, som var mere positiv.

Direktøren hos Ali Bageri, Ali Staytie, oplyser til mediet, at man tager det meget seriøst og vil rette op med det samme. Man vil fremover være ‘skarpere’ til at overholde reglerne, lyder det.  

For bare et par dage siden var en anden populær restaurant i vælten. Her blev der også fundet klamme pletter og oprydningen var heller ikke på plads.