Ældre mand har været forsvundet i mange timer: Kan du hjælpe politiet?

Tidligt søndag eftermiddag forlod en ældre mand sit plejehjem. Siden da har han været forsvundet.

‘Hvis du får kontakt til Keld vil vi meget gerne høre fra dig på 114.’

Sådan skriver politiet søndag aften i et opslag på det sociale medie X, hvor man går ud med en efterlysning af den ældre mand, der er forsvundet.

Samtidig oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man er ude og lede efter manden, der har været forsvundet i mere end syv timer.

‘Vi er i øjeblikket til stede i Korsør og omegn for at søge efter Keld, som ca. kl. 1400 i dag er gået fra sit Plejehjem på Møllebjergvej i Korsør,’ skriver politikredsen.

Det oplyses samtidig, at han er iført mørkeblå jakke, blå jeans og mørkeblå sko.

Det er dog ikke udelukkende i Korsør, at politiet leder efter den efterlyste.

‘Også de mindre byer øst for Korsør, nærmere bestemt Halseby, Tjæreby samt Vemmelev har vores opmærksomhed,’ skriver politikredsen.

Kelds alder fremgår ikke af politiets opslag på X.

Opdatering:

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver i en opdatering på det sociale medie X, at man nu har fundet Keld i god behold.

Vi har derfor fjernet billedet af ham i artiklen.

‘Vi har netop udfundet Keld i god behold, og han bliver netop nu genforenet med sin familie samt plejepersonale. Vi takker offentligheden for hjælpen og ønsker herfra en god påske. Vagtchefen,’ skrives det.

En stor redningsaktion har været i gang påskedag, efter en kvinde er faldet fra en over 20 meter høj skrænt.