Projektet i Odense Håndbold er “virkelig attraktivt” for Helena Elver, der vender tilbage til klubben i 2027.
Helena Elver vender tilbage til Odense Håndbold fra sommeren 2027. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Den danske landsholdsprofil har skrevet under på en aftale, der gælder fire sæsoner frem.
Elver har tidligere spillet i Odense Håndbold fra 2020 og frem til sommeren 2025, hvor hun skiftede til Györ.
Det blev torsdag meddelt, at hun stopper i den ungarske storklub af familiære årsager. Hendes ønske har været at vende hjem til Danmark.
Under sin første periode hos fynboerne vandt Elver flere danske mesterskaber. Det blev også til en sølvmedalje i Champions League.
Mens hun har været væk, er projektet i Odense ikke blevet mindre spændende – tværtimod, fortæller den 28-årige playmaker.
– Odense har etableret sig som en fast del af toppen i Håndboldeuropa, og det er virkelig attraktivt for mig at vende hjem til, siger hun.
Playmakeren mener, at Odenses trup rummer en god blanding af nye og etablerede spillere.
– Og jeg tror på, at jeg kan bidrage til både det sportslige og den kultur, der er i klubben, siger landsholdsspilleren.
Lasse Honoré, direktør i Odense Håndbold, mener, at Elver har lagt “endnu flere lag” på sit spil, mens hun har spillet i Ungarn.
Han fortæller, at Elver har tiltrukket sig opmærksomhed fra klubber i hele Europa.
– Og derfor er vi ekstra glade for, at hun har valgt at vende retur til Odense, siger Lasse Honoré.
Elver blev kåret som årets kvindelige landsholdsspiller for sine præstationer i sidste sæson. Hun fik sin landsholdsdebut i 2019.
Indtil videre har hun spillet 44 kampe for Györ og scoret 151 mål.
RITZAU