Politisk ordfører Sigurd Agersnap (SF) har delt en påstand om et regeringsforslag, som LA kalder for “direkte forkert”. Det afviser han overfor RADIO IIII, men har dog rettet i opslaget efter.
SF’s politiske ordfører, Sigurd Agersnap, møder kritik fra Liberal Alliance, efter at han på Facebook har skrevet, at regeringens foreslåede loft over rentefradraget først rammer par med boliglån på omkring otte millioner kroner, skriver Radio IIII ifølge Ekstra Bladet.
Men ifølge regeringens eget finanslovsforslag kan grænsen allerede nås ved en gæld på cirka 6,3 millioner kroner.
I sit opslag beskriver Sigurd Agersnap forslaget som et tiltag, der rammer boligejere med meget dyre boliger. Han skriver, at par med et boliglån på over cirka otte millioner kroner ikke længere vil kunne få fradrag for alle deres renteudgifter.
Det tal stemmer dog ikke overens med beregningen i regeringens finanslovsforslag. Her fremgår det, at et ægtepar med en gæld på omkring 6,3 millioner kroner kan have renteudgifter på 300.000 kroner og dermed blive omfattet af loftet.
Beregningen tager udgangspunkt i en rente på fire procent samt en gennemsnitlig bidragssats på 0,8 procent.
Liberal Alliances Pernille Vermund kritiserer Agersnaps fremstilling i en skriftlig kommentar til RADIO IIII.
“Det er ikke bare vildledende. Det er direkte forkert, hvad Sigurd Agersnap påstår.”
Hun mener, at SF-politikeren forsøger at nedtone konsekvenserne af regeringens forslag.
“Det ligner et forsøg på at pynte på konsekvenserne af regeringens politik. Faktum er, at regeringen gør det dyrere at være boligejer for en del af danskerne.”
Agersnap afviser kritikken. Over for RADIO IIII forklarer han, at hans beregning bygger på en lavere rente end den, Finansministeriet har anvendt.
Ifølge ham vil et lån på over otte millioner kroner være omfattet, hvis den samlede rente er fire procent. Han henviser samtidig til Nationalbankens opgørelse fra slutningen af august over danskernes renteudgifter på boliglån.
Adspurgt, hvorfor han ikke anvendte regeringens egen beregning på 6,3 millioner kroner, svarer han:
“Jamen, det kunne jeg også godt have gjort.”
Agersnap medgiver, at det mest præcise ville have været at medtage flere regneeksempler, så det fremgik, hvordan forskellige renter påvirker grænsen for, hvem der bliver ramt. Det ville også have vist, at nogle par med gæld på lidt over seks millioner kroner kan blive omfattet.
Han afviser dog, at opslaget var uklart, eller at han bevidst forsøgte at fremstille regeringens forslag mere fordelagtigt.
I interviewet siger han samtidig, at han gerne ville have haft flere eksempler med og tilkendegiver, at han vil rette opslaget efter interviewet.
Ved RADIO IIII’s seneste gennemgang havde Agersnap tilføjet en præcisering om, at grænsen på godt otte millioner kroner gælder for par med en samlet rente på fire procent.
Finanslovsforslagets beregning på 6,3 millioner kroner fremgår dog fortsat ikke af opslaget.