Flere mennesker er blevet syge af at have spist en populær chokolade, som er blevet solgt i Danmark. Nu tilbagekaldes produkterne
Har du købt chokolade inden for den seneste periode, kan det være en god ide at være ekstra opmærksom.
Flere kunder har nemlig meldt om sygdom efter at have spist bestemte chokoladeprodukter.
Nu reagerer virksomheden, mens årsagen til sygdomstilfældene undersøges.
I den forbindelse bliver en lang række produkter tilbagekaldt fra markedet – og desuden bliver en række gode råd til danskere, der har købt produkterne, sendt ud i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under boksen og billedet)

Det skal du gøre:
- Spis ikke produktet.
- Aflever det i butikken, hvor du har købt det, og få pengene tilbage.
- Har du købt produktet online, så send et billede af produktet med bedst før-dato og dit ordrenummer til kvalitet@boxtheoriginal.dk. Så refunderer vi beløbet.
Det er en række chokoladeprodukter solgt af virksomheden Box The Original, der torsdag eftermiddag trækkes tilbage.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Der er tale om varianter med hindbærsmag, som er solgt dels via webshop, dels via specialbutikker, blandt andre Bahne.
Tilbagetrækningen gælder hindbærprodukter med bedst før-dato mellem 9. juli 2027 og 9. august 2027 samt alle julekalendere uanset dato.
Baggrunden er henvendelser fra kunder, der er blevet syge med maveproblemer.
Der er mistanke om, at det skyldes hindbærprodukterne, oplyser virksomheden.
Kunder, der har købt produkterne i webshoppen, har fået direkte besked.
Kunder, der har købt produkterne i fysiske butikker, rådes til at aflevere produkterne der, hvor de er købt, og få pengene tilbage.
Produkterne, der trækkes tilbage, har navne som “Raspberry”, “Dark Raspberry” og “Crunchy Raspberry”.
Virksomheden oplyser, at man har taget kontakt til Fødevarestyrelsen og er i dialog med sin leverandør af hindbærpulver “for at finde årsagen så hurtigt som muligt”.
RITZAU

