Presse-fotos.dks udsendte til Vestre Fængsel oplyser onsdag formiddag, at massive politistyrker er til stede foran fængslet, mens en stor gruppe sortklædte mænd også er ankommet
Det er dramatiske scener, der onsdag formiddag udspiller sig foran Vestre Fængsel i København.
Her er store mængder betjente ankommet, mens også en stor gruppe personer, der er klædt i sort, er dukket op.
Det sker samtidig med, at et grundlovsforhør i Vestre Fængsel er startet, hvor to fængselsbetjente fremstilles.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Det er to fængselsbetjente fra Kosovo, der nu sigtes for at have overfaldet en indsat, mens de var på arbejde i Vestre Fængsel i København.
Det skriver DR Nyheder.
Onsdag formiddag bliver de to mandlige fængselsbetjente fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byrets afdeling ved Vestre Fængsel, hvor sigtelsen er blevet læst højt.
Københavns Politi bekræfter desuden sigtelsen over for Ritzau.
Politiet oplyser, at fængselsbetjentene er sigtet for 5. oktober i en fængselscelle i Vestre Fængsels Afdeling Syd – i forening og efter fælles forståelse – at have tildelt en indsat adskillige knytnæveslag.
Der er rejst sigtelse efter den milde voldsbestemmelse – paragraf 244.
Ifølge sigtelsen skubbede den ene fængselsbetjent den indsatte ned i sengen i cellen, hvorefter han tildelte den indsatte ét slag i ansigtet med knyttet hånd.
Herefter tildelte den anden fængselsbetjent den indsatte flere slag med knyttet hånd i ansigtet og på kroppen.
Ifølge DR Nyheder nægter begge fængselsbetjente sig skyldige.
De voldssigtede fængselsbetjente blev anholdt tirsdag. I onsdagens grundlovsforhør ventes en dommer at vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.
Fængselsbetjente fra Kosovo er i øjeblikket i Danmark for at blive trænet til at varetage opgaven med at skulle varetage kommende indsatte i Gjilan-fængslet, som Danmark lejer i Kosovo, skriver DR.
De får seks måneders efteruddannelse i Danmark for at kende til danske forhold for indsatte.
Aftalen om, at Danmark skal have fængselspladser i Kosovo, blev indgået i 2021. Planen er, at udlændinge, der er idømt udvisning fra Danmark, skal kunne afsone her.
De danske fængselspladser er dog blevet forsinket igen og igen. Senest i midten af september orienterede justitsminister Nicolai Wammen (S) om endnu en forsinkelse.
Først i slutningen af 2027 eller eventuelt først i begyndelsen af 2028 ventes fængselspladserne at kunne tages i brug.
Danmarks Fængsler har ikke ønsket at kommentere den konkrete voldssag. I et skriftligt svar bekræfter man blot, at der 5. oktober var “en hændelse i Vestre Fængsel”, og at sagen er overgivet til politiet.
Forligskredsen bag strafreformen er blevet indkaldt til en orientering onsdag eftermiddag, fortæller SF’s retsordfører, Karina Lorentzen. Hun ser frem til at få en forklaring.
– Jeg ser med stor alvor på, at kosovoske betjente er sigtet for at overfalde en dansk indsat.
– Jeg kan ikke understrege nok, at det er ene og alene Danmarks ansvar, at indsatte behandles ordentligt – uanset om de sidder i Danmark eller på sigt i Kosovo, siger hun.
Ritzau har efterspurgt en kommentar fra justitsminister Nicolai Wammen (S), men har endnu ikke fået svar.
RITZAU


