Ung dansker er klar uanset hvilket fodboldlandshold

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lucas Høgsberg er blevet sendt frem og tilbage mellem A-landsholdet og U21-landsholdet, men han klager ikke.

Lucas Høgsbergs optræden på det danske U21-landshold tirsdag satte et punktum på en omskiftelig landsholdstermin for den tidligere FC Nordsjælland-spiller.

Høgsberg, som til daglig tørner ud for franske Strasbourg, blev først fravalgt på A-landsholdet op til de seneste fire kampe i Nations League.

Forsvarsspilleren havde ellers spillet seks A-landskampe siden sin debut i sommeren sidste år.

Da en skadet Andreas Christensen måtte melde afbud, blev Høgsberg alligevel indlemmet i truppen.

Det blev dog ikke til spilletid i de fire kampe, hvor Joachim Andersen og Oliver Provstgaard slugte rub og stub i midterforsvaret.

Det har Høgsberg ikke de store indvendinger imod, for han kender sin rolle, fortæller han.

– Det er klart, at jeg er sulten efter at spille. Det er man altid. Man sidder og tripper ude på bænken og tænker “hvornår er det min tur?”, men der er nogle, som præsterer rigtig godt.

– Provstgaard gik ind og præsterede fire fantastiske kampe. Han er et godt sted lige nu, hvor han også spiller for klubben (Lazio, red.), og der har jeg lidt udfordringer lige for tiden, siger Høgsberg.

Dermed ikke sagt, at den 20-årige forsvarsspiller har opgivet håbet om at bide sig fast på A-landsholdet i fremtiden.

– Jeg er glad på de andres vegne, og jeg arbejder bare hen imod at kunne vinde en plads på et tidspunkt, siger Høgsberg.

Efter at have siddet på bænken for fjerde kamp i streg i A-landsholdets møde med Wales søndag aften fik den boldsikre forsvarsspiller to dage efter græs under knopperne i U21-landsholdets kamp mod Belgien.

Den faste mand Julius Berthel Askou var ikke til rådighed efter at have set rødt i den seneste kamp.

Derfor ringede fodbolddirektøren for Dansk Boldspil-Union, Peter Møller, til Høgsberg og spurgte, om han var interesseret i at spille.

– Det var jeg hurtig til at sige ja til. Der var ingen tvivl om, at det var det rigtige at spille kampen her.

– Jeg stod i en situation, hvor jeg ikke havde spillet i nogle kampe. Jeg ville gerne tilbage i en rytme, hvor benene bliver presset til det yderste, og det gør de i sådan en kamp her, siger Høgsberg.

Den unge dansker siger aldrig nej til at optræde i rødt og hvidt, slår han fast.

– Jeg står altid til rådighed for mit land. Alle de landshold, hvor jeg kan spille, vil jeg gerne spille for.

Men selvfølgelig er det ene større end det andet.

– Det er klart, at jeg helst vil spille på A-landsholdet. Det tror jeg, at alle på det her hold ville sige.

– Men jeg er stadig ung, og jeg får også meget ud af de her kampe, siger Høgsberg med 90 minutter for U21-landsholdet i benene.

Hvis U21-landstræner Lars Knudsen ringer, når der skal spilles playoff eller eventuelt EM næste sommer, så er Høgsberg ikke i tvivl.

– Jeg står altid til rådighed, hvis Lars skal bruge mig. Det siger jeg ikke nej tak til, siger han.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce