København bliver i weekenden forvandlet til en stor løbebane, når Copenhagen Half Marathon samler både verdenseliten og tusindvis af løbere i alle aldre. Det betyder liv i gaderne, men også ændrede forhold for dem, der skal rundt i byen i bil.
Allerede fredag begynder de første parkeringsforbud på ruterne til One mile og 5 km. Lørdag følger de første trafikændringer, mens søndag bliver den store løbedag, hvor halvmaratonruten går gennem både København og Frederiksberg.
Søndag d. 20 september
På halvmaratondagen er ruten i København lukket fra kl. 06.00 til 17.00, mens Frederiksberg åbner tidligere igen kl. 15.00. Der vil også være ændringer omkring start- og målområdet ved Øster Allé samt på Jagtvej og Østerbrogade.
Biler fjernes for ejerens regning
For bilister er det især værd at holde øje med parkeringsskiltene. Biler, der står på ruten, når parkeringsforbuddet træder i kraft, kan blive fjernet for ejerens regning.
Sluser til gående
Det er dog stadig muligt at krydse ruten. Fodgængere kan passere, når der er plads mellem løberne, og bilister kan benytte udvalgte trafiksluser. Nogle af sluserne vil være lukket i kortere perioder, når der kommer mange løbere forbi.
Skal du gennem byen i weekenden, så planlæg turen og hold øje med skiltningen.
