Den 24-årige mand er tilbage bag tremmer. Nu afslører nye sigtelser, hvordan han ifølge anklagemyndigheden igen skulle have opsøgt sovende børn om natten.
I én sag lykkedes det ham at komme ind i en lejlighed, hvor en niårig pige lå og sov.
Han blev anholdt midt om natten.
Nu er nye detaljer om sagen kommet frem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den 24-årige mand, der tidligere er dømt for blufærdighedskrænkelser mod sovende børn, er igen sigtet for at opsøge adresser i Sorø om natten.
Denne gang er han sigtet for ét tilfælde af blufærdighedskrænkelse og to forsøg.
Han nægter sig skyldig.
Ekstra Bladet har fået aktindsigt i retsbogen fra grundlovsforhøret ved Retten i Næstved, og her fremgår det, at sigtelserne blandt andet handler om en episode, hvor den 24-årige ifølge anklagemyndigheden trængte ind i en lejlighed, hvor en niårig pige lå og sov.
Det skete natten til 31. august.
Ifølge sigtelsen befandt manden sig i lejligheden mellem klokken 3.30 og 7.30. Han skulle have beluret og berørt den sovende pige på foden.
Pigen vågnede.
Herefter forlod han lejligheden.
Forsøgte at komme ind flere steder
Men ifølge de nye sigtelser var det ikke den eneste adresse, den 24-årige opsøgte.
Dagen forinden skal han ifølge anklagemyndigheden have forsøgt at forcere et badeværelsesvindue på en adresse i Sorø.
Formålet skulle ifølge sigtelsen have været at komme ind i huset og opsøge de sovende.
Det lykkedes ikke.
Natten efter gik det ifølge anklagemyndigheden endnu en gang galt.
Klokken 1.55 den 1. september skulle den 24-årige være gået ind i en opgang i Sorø.
Han tog sine sko af.
Ifølge sigtelsen var hensigten at komme ind i en lejlighed for at belure og berøre de sovende.
Men en beboer reagerede og kontaktede politiet.
Dermed blev den 24-årige anholdt.
‘Tog sine sko af’
Den sigtede har en helt anden forklaring på episoden.
Han forklarede i grundlovsforhøret, at han var gået ud for at ryge på en nærliggende legeplads, hvor han også havde drukket nogle elefantøl.
På vej hjem skulle han ifølge sin egen forklaring have taget fejl af opgangen til den lejlighed, hvor han boede med sin mor.
“Han tog sine sko af ved indgangen til opgangen for ikke at vække de personer, der sov i lejligheden,” fremgår det af hans forklaring i retsbogen.
Han forklarede også, at nogle personer stoppede ham og spurgte, hvad han lavede i opgangen.
Politiet havde dog et overvågningsbillede fra stedet.
Den 24-årige afviste, at han var personen på billedet, som han beskrev som meget sløret.
Dommeren vurderede anderledes.
I fængslingskendelsen blev der lagt vægt på, at personen på overvågningsbilledet havde stærke lighedspunkter med den sigtede.
Slipper ikke ud foreløbig
Det blev afgørende for dommerens beslutning om at varetægtsfængsle den 24-årige frem til 24. september.
Dommeren lagde blandt andet vægt på, at de nye sigtelser minder om den fremgangsmåde, som manden tidligere er dømt for.
Samtidig bor han i nærområdet, han havde ifølge dommeren ikke noget alibi, og han blev fundet i opgangen uden sko.
Også det sidste forhold blev vurderet i lyset af hans tidligere fremfærd.
Men dommeren pegede på noget endnu mere alvorligt.
Der blev vurderet at være risiko for, at den 24-årige igen ville begå lignende kriminalitet, hvis han blev løsladt.
Det blev blandt andet begrundet med hans tidligere straffe, hans personlige forhold og det meget hurtige tilbagefald.
Forsøgte at undgå forvaring
Sagen er særligt opsigtsvækkende, fordi manden allerede tidligere har været tiltalt i en sag med lignende karakter.
Her forsøgte anklagemyndigheden at få ham idømt forvaring.
Det lykkedes ikke.
I stedet blev han idømt ét års fængsel.
Da han senere kom på fri fod, skulle der altså ikke gå lang tid, før politiet igen fik mistanke om, at han opsøgte sovende børn.
Nu sidder den 24-årige igen varetægtsfængslet.
Og mens efterforskningen fortsætter, skal domstolene tage stilling til de nye sigtelser, der ifølge anklagemyndigheden tegner et uhyggeligt billede af en mand, der nat efter nat skulle have opsøgt boliger i Sorø.
Denne gang nåede politiet frem, før endnu et natligt besøg udviklede sig.
