Statsministeren har under sin tale til Socialdemokratiets årsmøde lørdag henvendt sig direkte til muslimske mænd
Socialdemokratiet holder lørdag årsmøde i Aalborg, og her har formand og statsminister Mette Frederiksen netop holdt tale.
I talen har hun blandt andet nævnt, at hvis Socialdemokratiet og vælgerne vil det, så er hun klar til at sidde en fjerde periode som statsminister i Danmark.
I talen kom Mette Frederiksen også ind på regeringens udspil om at straffe alvorlig kriminalitet begået af udlændinge hårdere.
“Den store indvandring har gjort vores samfund mere usikkert, mere utrygt,” fortalte Mette Frederiksen blandt andet fra talerstolen.
I den forbindelse henvendte hun sig direkte til muslimske mænd.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I talen sagde Mette Frederiksen følgende henvendt til muslimer.
“Derfor også en direkte hilsen til nogle af jer i dag. Dig, der er en moderne mand, som ikke kunne drømme om at slå på dine børn. Som ikke kunne drømme om at tvinge din datter til at bære et tørklæde, eller i øvrigt blande sig i, hvem hun skal være kæreste med. Dig, der er muslim, som bor i Danmark, og som aldrig kunne drømme om at sympatisere med terrororganisationer eller sharialovgivning. Dig, der er 18 år, har etnisk minoritetsbaggrund, og som drømmer om at blive politibetjent,” siger statsministeren henvendt til muslimer og tilføjer:
“Hvor må I være trætte af imamer, der efterhånden er mere reaktionære, end det, man hører i mange moskeer i Mellemøsten. Og hvor må I være trætte af unge der udover den dominanskultur i Danmark, som jeres egen familie er flygtet fra,” lyder det videre fra statsministeren, inden hun afslutter:
“Sig fra, bland jer og vis, at i er de fleste. Den pige, der vender de reaktionære kræfter ryggen, vi har din ryg.”
Mette Frederiksen sluttede sin tale på følgende måde:
“Vi er et lille land. Men måske mere end nogensinde har vi brug for hinanden. I den tid, vi lever i, er det nemt at dyrke modsætningerne. Det svære er at lade være. De fleste mennesker er søde, når man møder dem i virkeligheden. Og det umiddelbare indtryk, man får fra billeder på sociale medier, fortæller sjældent hele sandheden. Tak for ordet,” afsluttede Mette Frederiksen.


