Flere voldsomme drabsforsøg begået i København udløser nu over 100 års fængsel til bandemedlemmer
Ni mænd idømmes samlet fængsel i 100 år for på forskellige måder at have deltaget i tre drabsforsøg med tilrejsende skytter fra Sverige og Tyskland.
Det har et nævningeting ved Københavns Byret afgjort torsdag.
De tre drabsforsøg trækker spor til en konflikt mellem bandegrupperingen NNV på den ene side og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) på den anden side.
I slutningen af maj blev de ni mænd fundet skyldige i det omfattende sagskompleks.
Torsdag skulle det afgøres, hvilken straf de skulle idømmes. I flere tilfælde var der tale om ekstra lange straffe, fordi de er fundet skyldige efter den såkaldte bandeparagraf, der kan føre til en fordobling af straffen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En 22-årig mand fra Vejle er i det væsentlige blevet frifundet. Han idømmes 60 dages fængsel for besiddelse af hash med henblik på videresalg.
De mange tiltalte med hver deres advokat fyldte adskillige rækker i den store retssal A i København. Salen var desuden fyldt med uniformerede betjente.
Da retsformanden læste dommen op, blev der helt stille. Kun lydene af to tolkes oversættelser kunne derudover høres i lokalet.
Der gik knap tre kvarter, før retsformanden var færdig med oplæsningen af dommen og rettens begrundelse.
Det første drabsforsøg fandt sted 9. og 10. juli 2024. I det er to svenske mænd fundet skyldige i at have rejst til Danmark med det formål at skyde og dræbe en eller flere personer med tilknytning til LTF.
Den ene svensker, en 21-årig, idømmes fængsel i ni år. Den anden, en 33-årig mand, skal i fængsel i syv år. Begge udvises med indrejseforbud for bestandigt.
De ti dømte nævnes ikke ved navn, da de er beskyttet af et navneforbud, der fortsat gælder, fordi de alle enten valgte at anke dommen eller udbad sig betænkningstid.
Det første drab skulle begås i nærheden af en kiosk på Holmbladsgade på Amager.
En 18-årig, en 17-årig, en 21-årig og to 22-årige, der er bosiddende i Danmark, er fundet skyldige i at have medvirket til drabsforsøget ved at have leveret en pistol til svenskerne.
Drabsforsøget blev aldrig ført ud i livet, da svenskerne blev anholdt.
De næste drabsforsøg skete nogenlunde samtidig, 10. og 13. juli. Her rejste en anden svensker til Danmark for at begå drab på en eller flere med tilknytning til LTF nær kiosken ved Holmbladsgade.
Han idømmes fængsel i ni år og udvises med et indrejseforbud, der gælder for evigt.
Den 18-årige og den 17-årige blev også fundet skyldige i dette forhold.
Nogle måneder senere, 2. december 2024, ankom en i dag 20-årig mand bosiddende i Tyskland til Danmark. Også han havde det formål at begå drab på en uidentificeret person i en bil.
Den 18-årige er også fundet skyldig i dette forhold ved at have sørget for, at han blev transporteret til København for at begå drabet.
Den 18-årige modtager den længste straf på 15 år og 8 måneder for sin involvering i alle tre drabsforsøg.
Også det tredje drabsforsøg mislykkedes imidlertid, fordi manden, der var kommet fra Tyskland, aldrig fik det våben, han skulle bruge til at begå drab.
Han anskaffede sig i stedet en ny opgave i Tyskland, men blev anholdt, mens han stadig var i København.
Han idømmes fængsel i ti år, udvises af landet og anbringes på en psykiatrisk afdeling.
Anklagemyndigheden gik efter, at tre af de dømte skulle have frataget deres danske statsborgerskab. Det gjaldt for den 18-årige, den ene 22-årige og den 21-årige dansker.
Men nævningetinget valgte ikke at følge den påstand, da det ikke blev fundet, at kriminaliteten var til alvorlig skade for statens vitale interesser, som det fremgår af loven.
Flere af de dømte idømmes kontakt- og opholdsforbud i ti år på Nørrebro, Nordvest og omkring Holmbladsgade.
RITZAU


