Mand fundet død i landsby: Seks mænd er anholdt

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald, efter at en mand er fundet død. Seks udenlandske mænd er anholdt.

Politiet er tidligt fredag morgen til stede på en adresse på Vestsjælland, hvor et mistænkeligt dødsfald efterforskes.

Seks udenlandske mænd er i den forbindelse blevet anholdt.

Det oplyser Benjamin Rasch, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Illustrationsfoto

Sagen drejer sig om en mand, som natten til fredag blev fundet død i et hus i Gørlev, hvor der bor flere håndværkere, fortæller vagtchefen.

Manden beskrives som en udenlandsk statsborger, der bor fast i Danmark.

Vagtchefen oplyser ikke mandens alder eller nationalitet. Hans pårørende er endnu ikke underrettet om hans død.

“Vi efterforsker sagen, fordi det er et mistænkeligt dødsfald. De præcise omstændigheder, altså hvad der er sket, kan vi ikke fastlægge endnu”.

“Vi kan ikke udelukke, at der er sket en forbrydelse”, siger Benjamin Rasch.

Politiet fik anmeldelsen om sagen natten til fredag klokken 00.23. Den blev anmeldt af en person, der også bor på adressen.

Efter ankomst til huset blev der ydet førstehjælp på manden, der dog blev erklæret død.

Efterfølgende har politiet anholdt seks mænd. De er ligesom den afdøde ikke danske statsborgere, lyder det.

“Vi har seks anholdte. Indtil videre er de sigtet for overtrædelse af straffeloven. Vi ved ikke præcist, hvad der er foregået, og af den årsag sigter vi for overtrædelse af straffeloven”, siger Benjamin Rasch.

Det er endnu uklart, om der vil ske fremstillinger i sagen, lyder det.

Politiet regner fredag morgen med at være til stede på adressen i Gørlev i nogle timer endnu.

“Vi er nok derude i en to-tre timer endnu. Måske mere. Vi er til stede med en indsatsleder og tilhørende patruljer. Og så er der et efterforskningsteam derude”, siger vagtchefen.

Ifølge TV2 Øst er de nu nede på tre sigtede i sagen.

Det fortæller vagtchef Henrik Olesen ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

De anholdte er sigtet for overtrædelse af straffeloven, men vagtchefen kan ikke komme nærmere ind på det lige nu.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce