Morten Messerschmidt har tirsdag aften smidt en politisk bombe og fortæller nu, hvordan regeringen skal ud
Det er snart to måneder siden, at danskerne gik til folketingsvalg, men partierne har endnu ikke kunne forhandle sig frem til en regering.
Faktisk er det blevet den længste periode med regeringsforhandlinger nogensinde.
Mette Frederiksen (S) startede som kongelig undersøger, men efter Lars Løkke Rasmussen (M) i fredags smed en politisk bombe og ikke længere pegede på den fungerende statsminister, er det nu Venstres formand, Troels Lund Poulsen (V), der er kongelig undersøger.
Han har gennem møder med partierne de sidste dage forsøgt at sammensætte en blå regering, men det ser svære og svære ud, da de blå har behov for Moderaternes mandater for at kunne danne blåt flertal – og Morten Messerschmidt (DF) i den forbindelse nægter at lægge Dansk Folkepartis mandater til en regering, hvor Lars Løkke skal være minister.
Derfor er Dansk Folkepartis formand tirsdag aften gået ud med en besked, hvor han peger på den regering, han ønsker.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Jeg står ved mine valgløfter. For mig handler politik ikke om magt for magtens skyld. Derfor kommer jeg ikke til at forlade mine valgløfter. Og da slet ikke for et parti, der er stiftet med det ene formål at holde Dansk Folkeparti udenfor indflydelse: Moderaterne,’ skriver Morten Messerschmidt på sin Facebook-profil.
‘At lade en mand med så markant afgivende holdninger blive minister og dermed få vetoret, vil jo være at skære den gren over, jeg selv sidder på,’ fortsætter han.
Morten Messerschmidt mener, at en stor andel af den mistillid og politikerlede, som han beskriver er hos danskerne, stammer fra den afgående regering.
Derfor vil DF-formanden ikke indgå i ‘underlige og uforståelige kompromisser’ ved lægge stemmer til en regering med Lars Løkke Rasmussen som minister – og dermed også bryde sit valgløfte.
I stedet peger Morten Messerschmidt på følgende regering:
‘Allerede dagen efter valget rakte jeg derfor hånden ud. Lad os lave en VK-regering, der kan forhandle både til højre og venstre, men uden at hverken Løkke eller jeg kan nedlægge veto. Det er et fair kompromis.’


