Wilco Kelderman kommer ikke til at hjælpe Jonas Vingegaard på bjergetaperne i Giro d’Italia.
Det var meningen, at Wilco Kelderman skulle være en af de vigtigste hjælperyttere for Jonas Vingegaard på Giro d’Italias store bjergetaper.
Men sådan bliver det ikke.
Den klatrestærke hollænder styrtede tidligere i løbet, og når rytterne triller ud på 4. etape tirsdag, er han ikke med.
Det skriver Visma på X. Wilco Kelderman mærker ifølge holdet stadig “eftervirkninger” fra styrtet.
Hollænderen ramte asfalten i det store styrt, der skæmmede 2. etape, og hvor flere UAE Emirates-ryttere blev hårdt ramt. Blandt andre Adam Yates måtte udgå, selv om han gennemførte etapen.
Den første rigtig lede bjergetape i Giro d’Italia er på programmet fredag, hvor rytterne skal bestige Blockhaus som afslutning på etapen.
Stigningen er 13,6 kilometer lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4, og det kan sagtens være her, at Jonas Vingegaard vil forsøge at tage tid på konkurrenterne. Men det bliver uden Wilco Kelderman til at gøre løbet hårdt.
Da Jonas Vingegaard på 2. etape forsøgte at ryste de andre favoritter, var det med den unge italiener Davide Piganzoli som affyringsrampe.
/ritzau/