Støjberg: Danmarksdemokraterne skal ikke i regering

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Inger Støjberg slår fast, at partiet vil fungere som støtteparti og arbejde for en blå regering med Troels Lund Poulsen som statsminister i de igangværende regeringsforhandlinger.

Danmarksdemokraterne skal ikke i regering.

Det slår partiformand Inger Støjberg fast på vej ind til de indledende regeringsforhandlinger med Troels Lund Poulsen (V) som kongelig undersøger.

‘Vi skal ikke i regering. Vi skal være et godt støtteparti, og jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at vi får en blå regering. Det trænger vi til’, siger Støjberg til Ritzau.

Hun understreger samtidig, at hovedfokus er at få Mette Frederiksen (S) ud af Statsministeriet.

Den socialdemokratiske formand har været statsminister siden 2019 og var også udpeget som kongelig undersøger efter folketingsvalget 24. marts. Fredag ændrede Moderaterne dog kurs og pegede i stedet på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger, hvilket har ændret det politiske forløb.

‘Det er ikke nogen nem situation, og det er heller ikke nogen nem situation, som Troels Lund Poulsen står i. Men hvis der er en, som kan løse det, så er det faktisk ham’, siger Støjberg.

Hun peger på, at hverken rød eller blå blok har flertal, og at en ren blå regering derfor ikke er realistisk. I stedet åbner hun for en midterregering med en blå statsminister.

‘For mig handler det om, at Mette Frederiksen ikke længere skal være statsminister, men at Troels Lund Poulsen skal være statsminister. Det betyder, at vi også kommer til at strække os langt, og det er vi villige til’, siger Støjberg.

Danmarksdemokraterne gik tilbage ved valget og fik 5,8 procent af stemmerne. I den seneste måling for Voxmeter for Ritzau står partiet til 4,8 procent, det laveste niveau i Voxmeter-regi.

Se også
Blå partiledere i chok efter bombe: Den beslutning gør Mette Frederiksen til statsminister
Arkivfoto.
Annonce

Annonce