Blå partier går til angreb på Løkke: Vælgerbedrag

En politisk storm er ved at tage form midt i de afgørende regeringsforhandlinger.

Flere blå partier retter nu hård kritik mod Lars Løkke Rasmussen og hans parti Moderaterne, efter at de igen er trådt ind i forhandlingerne. Denne gang med røde partier.

Kritikken går især på, at Moderaterne ifølge modstanderne er ved at bryde løfter givet til vælgerne op til valget.

Hos Liberal Alliance lægger gruppeformand Ole Birk Olesen ikke fingrene imellem.

‘Nu forhandler de alligevel om at gøre det, som de sagde, at de aldrig kunne finde på. Derfor har de løjet for at tale til den slags vælgere,’ siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge ham lokkede Løkke borgerlige vælgere med løfter om ikke at indgå i en regering baseret på røde støttepartier.

Også Støjberg går til angreb

Også hos Danmarksdemokraterne er kritikken massiv.

Partiformand Inger Støjberg mener, at Løkke er i gang med at løbe fra sine egne ord.

‘Lars Løkke sagde dagen efter valget, at han ikke skulle sidde i regering baseret på Enhedslistens mandater. Endnu et løfte han er ved at løbe fra. Et gigantisk svigt af de blå vælgere, der troede på Løkkes garantier,’ skriver hun på X.

Moderaterne står i en afgørende position efter valget, hvor ingen af blokkene kan samle flertal alene.

Partiet har derfor været centrum i forhandlingerne, og netop spørgsmålet om samarbejde med Enhedslisten har været et af de mest følsomme punkter.

Tidligere har Moderaterne været afvisende over for at gøre Enhedslisten til parlamentarisk grundlag, blandt andet på grund af uenighed om økonomiske reformer.

Tonen ændrer sig

Men onsdag mødte Moderaterne op til officielle forhandlinger for første gang i knap to uger, og her lød meldingen anderledes.

‘Vi er slet ikke optaget af det parlamentariske grundlag. Vi er interesserede i, hvilken politik en kommende regering skal føre,’ sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han tilføjede samtidig, at det handler om ‘noget’ og ikke ‘nogen’.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Moderaterne og partiformanden, men uden held.

Imens fortsætter forhandlingerne, og presset på Løkke vokser fra begge sider af det politiske landskab.

Se også
Trist nyt for Putin: 2026 kan blive enden på det hele