Den prestigefyldte kulturpris går i år til en person, der har formået at bidrage til samfundsengagement med sine tv-serier, podcasts og filmroller.
Siden 1999 har Odder Højskole uddelt kulturprisen Den Gyldne Grundtvig.
Ifølge en pressemeddelelse fra højskolen uddeles prisen hvert år til “personer, organisationer eller foreninger, der har bidraget til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af.”
I år bliver prisen overrakt på højskolen den 11. november, men allerede nu er vinderen fundet.
Og det blev altså en person, der på kort tid er blevet et kendt ansigt og en vigtig stemme i det danske kulturliv og queer-miljø.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En karriere i raketfart
Det er den 27-årige Nina Rask, der i år får skrevet sit navn ind på en lang liste af store personligheder, der har modtaget prisen i årenes løb.
Hun gjorde sig først bemærket tilbage i 2019, da hun blev en del af Talentholdet på DR. Her dukkede hun ofte op på P3’s sociale medieplatforme som en del af P3 Satire.
Siden har hun lavet en række tv-programmer og radiopodcasts, der ofte omhandler både hendes egne og andres oplevelser som queer-person i Danmark – blandt andet miniserien ‘Hvilket køn er du?’ og podcastserien ‘Hvor regnbuen ender’.
Hun har derudover også medvirket i en række fiktionsserier og film som ‘Carmen Curlers’, ‘Sex’, ‘Dark Horse’ og ‘Sauna’.
Rykker ved samfundets normer
Hverken i sit personlige liv eller som skuespiller lader Nina Rask sig begrænse af én fasttømret kønsidentitet, hvorfor hun har spillet karakterer med flere forskellige kønsidentiteter.
Det er da også netop hendes arbejde med at belyse queer-identiteter der er blandt grundende bag valget af Nina Rask som årets vinder af Den Gyldne Grundtvig:
”Når modet til at stå frem som queer og nonbinær kombineres med en nysgerrig og legende tilgang til normkritik, så opstår der et samfundsengagement, som når langt og bredt ud i befolkningen. Nina inspirerer os til bedre samtaler om et vigtigt emne,” siger forperson for priskomiteen, Sara Bindeballe, i en pressemeddelelse.
Blandt de tidligere vindere af Den Gyldne Grundtvig findes blandt andet forfattere som Benny Andersen, Lise Nørgaard, og Glenn Bech, mediepersoner om Puk Damsgaard og Martin Krasnik og musikere som Anne Linnet og Outlandish.
Sidste år gik prisen til det amerikanske forsknings- og uddannelsescenter Highlander Research and Education Center i Tennessee.
Udover æren modtager vinderen af Den Gyldne Grundtvig også en pengepræmie på 10.000 kroner og et kunstværk af keramiker Jakob Stig Isaksen.