Voldsom lærermangel rammer snart folkeskolen

Foto: Danmarks Lærerforening - Kristian Brasen

Danmarks Lærerforening har udsendt en pressemeddelelse, hvor de advarer om en alvorlig lærermangel i folkeskolen.

Det er efterhånden ved at udvikle sig til en trist tradition. Antallet af optagne på læreruddannelserne falder år efter år. Sådan var det også den 28. juli, da tusindvis af ansøgere modtog svar på, om de var optaget på en videregående uddannelse.

Men udfordringen handler ikke kun om færre ansøgere til læreruddannelsen. Under halvdelen af de lærerstuderende ser nemlig folkeskolen som deres førstevalg.

Det fremgik af en undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds tidligere på året. I undersøgelse kom det også frem, at hver femte lærer i folkeskolen ikke er uddannet.

Hvis tendensen fortsætter, risikerer vi at mangle flere tusinde folkeskolelærere. Det advarer Danmarks Lærerforening om i en ny pressemeddelelse.

Om 20 år vil der mangle 5.600 uddannede lærere i folkeskolen. Og hvis alle undervisningstimer skal dækkes af uddannede, stiger manglen til over 12.000.

Sådan lyder prognosen fra AE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, opfordrer til konkrete indsatser fra dansk side.

”Det der står lysende klart tilbage for mig er, at vi allerede nu som samfund skal gøre mere for at tiltrække og fastholde uddannede lærere i folkeskolen. Når vi mangler dem i klasseværelserne, så ved vi, at det rammer eleverne negativt fagligt og socialt. Og vi kan med den nye prognose se, at problemet så langtfra går væk af sig selv,” siger han.

Det er særligt praktikdelen af læreruddannelsen, der skal forbedres, men gode lærerstartsordninger for de nyuddannede og bedre seniorordninger fremhæves også.

Nej tak til billigt slik: Forbrugerne vil have noget andet