Tre tilskuere dræbt ved motorløb

Tre tilskuere, der overværede et motorløb i Frankrig lørdag, er døde efter at være blevet ramt af en bil, der deltog i løbet.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP og tv-stationen BFMTV.

Bilen kørte af vejen og ramte dem, oplyser myndigheder i Puy-de-Dôme-regionen i det centrale Frankrig, hvor løbet blev holdt.

To mænd døde på stedet, mens en tredje mand blev bragt på hospitalet. Her døde han af sine kvæstelser, skriver AFP.

Flere personer, der var til stede ved ulykken, er “i chok”, skriver BFMTV. De har fået tilbudt psykologhjælp i byen Saint-Just, der ligger i nærheden, tilføjer AFP.

Anklagemyndigheden i Clermont-Ferrand siger til tv-stationen, at der er indledt en efterforskning.

Bilen blev ført af en 22-årig kvindelig racerkører. Hun blev sammen med sin 51-årige codriver bragt til hospitalet, men deres skader er ikke livstruende, oplyser den lokale anklagemyndighed til AFP.

Ulykken fandt sted kort før klokken 11 lørdag formiddag ved landsbyen Ambert i det centrale Frankrig.

Den regionale anklager Laure Moisset beskriver ifølge AFP ulykken som “meget voldsom”.

I en kort udtalelse meddelte løbsarrangørerne, at løbet blev stoppet kl. 10.49.

Alle tilskuere blev bedt om at forlade området, og præmieoverrækkelsen blev aflyst.

Adskillige brandfolk og politibetjente blev sendt til ulykkesstedet.

Undersøgelsen er “i sin indledende fase”, siger anklageren ifølge AFP.

Den ombyggede Peugeot 208, der var involveret i ulykken, skal nu undersøges.

Motorløbet har været afholdt siden 1965 og tiltrak i år 167 hold.

Ved sidste års udgave af løbet omkom en løbsleder, skriver AFP.