‘You can play with me’: Teenagepige voldtaget ved højlys dag

En 33-årig mand er tiltalt for voldtægt af en 16-årig pige i et tog i januar. Han nægter sig skyldig

– You can play with me.

Sådan påstår en 33-årig mand, at en dengang 16-årig pige sagde til ham i et regionaltog fra Køge mod Østerport den 7. januar.

Den 33-årige er tiltalt for at voldtage pigen i toget, men nægter sig skyldig.

Det fortæller han i Retten i Roskilde tirsdag, hvor sagen mod ham er indledt.

Ifølge anklageskriftet havde han samleje og anden seksuel omgang med pigen, der ikke havde givet samtykke og var ude af stand til at sige fra.

Manden selv har en anden opfattelse af, hvad der skete på toget.

Han forklarer, at han var i Køge for at mødes med sin ejendomsmægler, men at han aldrig forlod stationen, fordi det var dårligt vejr.

– Vi var faldet i snak på stationen i Køge, fordi jeg spurgte, om hun ville hjælpe mig med at finde ud af, hvilket tog jeg skulle tage.

– Så endte vi i det samme tog, hvor hun spurgte, om hun måtte sidde ved siden af mig, siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet med yderligere detaljer i sagen …)

Et tilfældigt regionaltog – illustrationsfoto

Han fortæller, at han efter noget snak spurgte pigen, om hun ville kysse ham, hvortil hun svarede nej. Alligevel mærkede han kort efter, at hun kyssede ham på kinden, forklarer han.

– Jeg kunne mærke, der var noget, der føltes forkert, så jeg rejste mig op for at gå, men kunne fornemme, at hun gik efter mig. Jeg stoppede ved toilettet, hvor hun indhentede mig og trak mig med ind, siger han.

Han fortæller, at pigen lavede optræk og ønskede at have sex med ham på toilettet, men at han ikke havde nogen intentioner om, at det skulle ske. Ifølge ham selv frøs han og var ikke i stand til at gøre modstand over for pigen.

– Jeg kom ud fra toilettet og satte mig på et sæde, men hun fulgte igen efter. Hun satte sig ved siden af mig, tog bukserne af og begyndte at føre min hånd ned mellem hendes ben, siger han.

Han forklarer, at der var mange mennesker i togvognen, og at han havde gjort det klart for den 16-årige, at han ikke ville.

Da toget stoppede på Københavns Hovedbanegård, stod han af.

Han erkender at have lavet seksuelle handlinger med pigen, men nægter sig skyldig i voldtægt.

Pigen afgiver også forklaring tirsdag ved Retten i Roskilde, men den foregår bag lukkede døre, hvilket betyder, at pressen ikke må være til stede.

Der ventes at falde dom i sagen fredag.

/ritzau/