En stor aktion pågik lørdag, efter man havde fået en sørgelig anmeldelse fra pårørende, der var bekymrede for et familiemedlem.
Politi, redningsbåde og en lægehelikopter var lørdag i aktion, efter der var indløbet en anmeldelse fra bekymrede pårørende.
En 84-årig erfaren kajakroer blev meldt savnet, da de pårørende havde mistet forbindelsen til ham.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I Limfjordens vand, formodentlig tæt ved Oddesundbroen, fandt man først en livløs person, der blev hastet til Aalborg med lægehelikopter.
Et stykke derfra fandt man en tom kajak.
Den 84-årige blev senere erklæret endeligt død.
Til TV Midtvest oplyser Anders Bøje Hansen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, at den 84-årige kan være blevet overrasket over vinden.
“Vi formoder, at han er blevet overrasket af vindforholdene. Det kunne helikopteren bakke op under eftersøgningen,” fortæller vagtchefen til mediet.
Politiet slår fast, at man fortsat arbejder ud fra, at der er sket et uheld.
Man kan dog for nuværende ikke vide med sikkerhed, om kajakroeren eventuelt kunne have fået et ildebefindende.
“Der vil være ligsyn i morgen, hvor det vil blive afgjort om en eventuel obducering bliver aktuel,” afslutter Anders Bøje Hansen.
De pårørende er underrettet.