Viborg: Legende afslutter 2025-programmet for ny musikfestival

Illustrationsfoto: Fyrfest i Viborg 2024.

Nu er 2025-programmet for den nye musikfestival i Viborg fuldendt, og det sidste navn på plakaten er en erfaren og velrespekteret herre.

Til sommer afholdes en ny musikfestival i hjertet af Viborg. Festivalen i den midtjyske by hylder tidløs musik på tværs af genrer og fejrer den vedvarende ånd og kvalitet blandt kunstnere.

Nu offentliggør festivalen det sidste navn, der fuldender 2025-programmet.

Det skriver FOREVER i en pressemeddelelse.

Og allerede nu kan det afsløres, at der er tale om en af de helt store sværvægtere.

Pioner bag megahits

Med en plads i både ‘Rock & Roll Hall of Fame’ og sangskrivernes ‘Hall of Fame’, samt adskillige Grammys på cv’et, er der garanti for en liveoplevelse i særklasse.

Som medstifter af CHIC har Nile Rodgers været en af de musikalske pionerer bag megahits som ‘Le Freak’, ‘Everybody Dance’ og ‘I Want Your Love’ og satte gang i hiphoppen med ‘Good Times’ og ‘Rapper’s Delight’.

Samlet har han solgt mere end 500 millioner albums og over 100 millioner singler på verdensplan.

Og med en karriere, der har formet musikhistorien og inspireret generationer, venter således en uforglemmelig liveoplevelse, når Nile Rodgers & CHIC bringer deres grooves til Viborg til sommer.

”Vi er utroligt stolte over det lineup, vi kan præsentere i Viborg til sommer. Hver af de 13 artister har sat et uudsletteligt spor i musiklandskabet med tidløse hits, der har skabt minder på tværs af generationer – og som til stadighed er relevante i dag. Det bliver en storslået fejring og hyldest til musikken. Og vi glæder os enormt til at dele denne oplevelse med vores gæster,” udtaler festivaldirektør Brian Nielsen i pressemeddelelsen.

FOREVER 2024 byder nu på 13 internationale artister på plakaten.

FOREVER finder sted i hjertet af Viborg i det historiske kaserneområde den 20. og 21. juni 2025. Partoutbilletter, endagsbilletter, VIP-billetter og FOREVER Overnatning er sat til salg på forever.dk.

NorthSide runder programmet af med stærke tilføjelser fra rock, punk og elektroniske genrer.