Elbiler og plug-in-hybridbiler er ikke hyppigere involveret i trafikulykker end andre typer biler.
Det viser en analyse fra Vejdirektoratet.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i alle politiregistrerede trafikulykker med elbiler og plug-in-hybridbiler i en periode fra 2019 til 2023.
I den periode var elbiler og plug-in-hybridbiler involveret i fem procent af samtlige ulykker med dræbte og tilskadekomne. Det svarer til 66 personskadeulykker.
I samme periode udgjorde de samme typer biler også cirka fem procent af bilerne på vejene.
At elbiler udgør en større fare for cyklister og gående har ellers ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) “været en myte, som har talt imod en ellers positiv omstilling af den danske bilpark”. Det udtaler han i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Fakta om uheld i Danmark
- Et færdselsuheld er når en eller flere trafikkanter, der færdes på vejene, er impliceret i et sammenstød
- I Danmark var der 2.917, som var involveret i en trafikulykke i 2022.
- I Danmark kom 1.045 lettere til skade
- 1.718 kom samme år alvorligt til skade
- Der var 154, der blev dræbt i en trafikulykke i 2022.
- I 29 ud af de 154 dræbte var der alkohol involveret.
- Tallene på omkomne har været nedadgående de sidste 20 år, hvor der i 2002 omkom 463 på de danske veje.
Elbiler kan være sværere at høre, da de ikke udleder lige så meget støj som en bil med motor.
Men de udgør altså ifølge Vejdirektoratets analyse ikke nogen øget risiko for bløde trafikanter.
En undersøgelse fra den norske pendant til Danmarks Statistik, Statistisk sentralbyrå, konkluderede det samme i slutningen af sidste år.
Ifølge den norske statistikbank var elbiler i perioden 2018 til 2023 ikke overrepræsenteret blandt personbiler involveret i ulykker i Norge.
Glem badevægten – din sundhed afhænger langt mere af dette ene parameter, viser nyt studie.