Nyt parti gør indtog på næste års folkemøde

Et nyt parti, der vil stille op til næste folketingsvalg, er at finde på næste års udgave af Folkemødet på Bornholm.

Et nyt dansk parti kaldet ‘Demokraterne – hele Danmark skal leve’ kommer til at være på næste års folkemøde i Allinge på Bornholm.

Det oplyser partiet selv i en pressemeddelelse.

‘Vi glæder os til at være til stede på Folkemødet på Bornholm. Folkemødet er en fantastisk årlig begivenhed for det danske folkestyre,’ siger Lave K. Broch, der er medstifter af Demokraterne – hele Danmark skal leve.

I pressemeddelelsen står det beskrevet, at partiet blandt andet arbejder for en styrkelse af velfærden i hele Danmark. Derudover vil man have fjernet EU’s finanspagt og budgetloven.

‘Danmark har i flere år haft store milliard-overskud, men alligevel ser vi nedskæringer i mange af landets kommuner. Dette hænger sammen med EU´s finanspagt og den tilknyttede budgetlov. Vi ønsker derfor et opgør med EU´s finanspagt og budgetloven. En dansk udtræden af EUs finanspagt vil være til gavn for børn og ældre over hele landet. Vi vil arbejde for et nedskæringsstop i landets kommuner.’  siger Lave K. Broch i pressemeddelelsen.

På Folkemødet vil partiet blandt andet afholde et møde om EU’s indflydelse på det kommunale og regionale plan.

I pressemeddelelsen oplyses det, at partiet har fået tilsagn om støtte fra Europa-nævnet til at gennemføre tre arrangementer på Folkemødet.

Årsskiftet nærmer sig med hastige skridt. I år og fremover må en stor tradition dog vente.