En 31-årig mand blev overfaldet af en gruppe personer med slagvåben i Aalborg centrum. I den forbindelse har Nordjyllands Politi har anholdt syv personer i sagen, hvor fire af dem bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag.
Hændelsen skete 6. februar 2024. Her blev den 31-årige mand udsat for vold, da en gruppe af personer overfaldte manden med slagvåben ved Vor Frue Plads i Aalborg. Den 31-årige søgte efter episoden tilflugt på en café i Bredgade.
Niels Kronborg, der er vicepolitiinspektør og efterforskningsleder, fortæller følgende om det videre hændelsesforløb:
”Kort tid efter overfaldet møder en 21-årig mand op på skadestuen på Aalborg Universitetshospital med, hvad der formentlig er et knivstik i det ene ben. Sammen med ham er tre andre mænd. Vores hypotese er, at den 21-årige deltog i overfaldet på den 31-årige mand, som så kan have forsvaret sig selv undervejs ved brug af en kniv. De to tilskadekomne fik alvorlige skader, men de er begge uden for livsfare,” fortæller Niels Kronborg.
Syv personer hurtigt anholdt efter efterforskning
Efter episoden indledte Nordjyllands Politi straks en efterforskning, og igennem natten blev der arbejdet på at klarlægge omstændighederne omkring overfaldet. Dette medførte til hurtige anholdelser i sagen.
”I løbet af natten foretog vi anholdelse af syv mænd i alderen 18 til 31 år, heriblandt begge de tilskadekomne og de tre personer, som tog på skadestuen sammen med den 21-årige,” siger Niels Kronborg.
Mændene har alle tilknytning til Nordjylland og er blevet sigtet for grov vold.
Rocker relationer
Grundet den fortsatte efterforskning kan Niels Kronborg endnu ikke oplyse detaljeret om motivet bag overfaldet på den 31-årige. Han udtaler dog, at overfaldet muligvis var planlagt, og flere har relation til Hells Angels:
”Det er vores vurdering, at der var tale om et planlagt, lokalt opgør i det kriminelle miljø i Aalborg, hvoraf flere har relation til Hells Angels. Vi vurderer ikke, at overfaldet har rod i en konflikt mellem bandegrupperinger – det drejer sig højst sandsynligt om et mellemværende mellem specifikke personer,” siger han.
Efterforskningen fortsætter
Selvom Nordjyllands Politi er færdig med undersøgelse på gerningsstedet ved Vor Frue Plads i Aalborg, så er efterforskningen langt fra færdig, udtaler Niels Kronborg:
”Vi har stadig et større efterforskningsarbejde foran os, hvor vi blandt andet skal lave tekniske undersøgelser og foretage afhøringer af både de implicerede personer og vidner i sagen,” siger han.
Nordjyllands Politi har tidligere tilkendegivet, at man ønsker henvendelser fra vidner, der har hørt eller set noget til hændelsen. Og det ønsker de fortsat:
”Man må meget gerne til os på telefon 114, hvis man har observeret noget eller har en viden, der kan tænkes at være relevant for sagen,” opfordrer Niels Kronborg.
Fire ud af de syv anholdte bliver i dag onsdag fremstillet ved grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. De tre andre mænd, som ikke fremstilles, er blevet løsladt, men er fortsat sigtede i sagen.