Da en mor sammen med sin seksårige datter tog på krisecenter, kom det til myndighedernes kendskab, at datteren var blevet misbrugt og voldtaget af sin stedfar
En 34-årig mand fra Iran er netop blevet idømt seks års fængsel og udvisning for bestandigt af Danmark.
Det sker, efter Retten i Aarhus har kendt manden skyldig i flere voldtægter og seksuelt misbrug af hans seksårige steddatter i en periode fra januar til maj i 2023.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overgrebene fandt sted i morens lejlighed i Aarhus, når stedfaren var alene med pigen.
”Det er en helt forfærdelig sag, hvor en lille pige er blevet udsat for meget grove og voldsomme overgreb over en periode på flere måneder. Den 34-årige nægtede sig skyldig, men retten lagde vægt på den videoafhøring, der var foretaget af pigen, hvor hun gav en detaljeret troværdig forklaring. Derudover blev der fundet børnepornografisk materiale på hans computer, som også var med til at tegne et billede af sagen,” siger specialanklager Birgitte Ernst.
Anklagemyndigheden oplyser, at pigen forsøgte at modsætte sig voldtægterne ved blandt andet at sige “du skal ikke gøre de her ting” til den 34-årige mand.
Sagen blev anmeldt den 8. maj 2023, da moren sammen med sin seksårige datter tog på krisecenter.
Her fortalte den lille pige, hvad hun havde været udsat for.
Derfor opstartede Østjyllands Politi en efterforskning, og den 16. maj blev den 34-årig mand anholdt og dagen efter varetægtsfængslet.
Den 34-årige nægter sig skyldig og har anket dommen.