Mistænkte terrorister stadig på fri fod

Kvinde og to mænd fremstilles for dommer på Frederiksberg. Sigtelsen holdes hemmelig

En dommer lukkede torsdag aften dørene i en sag om mulig forberedelse af et terrorangreb. Offentligheden må ikke kende den præcise sigtelse.

En mand i starten af 60erne, en 29-årig mand og en kvinde, der menes at være 19 år, fremstilles i retsmødet i Retten på Frederiksberg.

Den ældste af de tre har jævnligt deltaget i den offentlige debat. Men det er forbudt at identificere ham og de to øvrige anholdte, fordi retten har nedlagt navneforbud.

Desuden mistænker politiet fire andre personer, der ikke blev anholdt under politiaktionen torsdag morgen, fremgår det. I retten er de repræsenteret af hver sin forsvarer.

Det vides ikke, om en eller flere af de fire er anholdt i udlandet.

SE OGSÅ: HAMAS TIL STEDE I DANMARK

Tidligere torsdag oplyste PET’s operative chef på et pressemøde, at der var mistænkte personer i udlandet.

På pressemødet blev det desuden fastslået, at mistanken gælder forberedelse af et terrorangreb.

På hvilken måde og hvilket sted, et sådant angreb ifølge politiets mistanke skulle finde sted, vides ikke.

Heller ikke de anholdtes stillingtagen til den alvorlige sigtelse er kendt på grund af dommerens beslutning.

Ifølge PET er der tale om et netværk, som har tråde til bandemiljøet og til den forbudte bande Loyal To Familia.

I retsmødet blev de tre anholdte iført håndjern ført ind i retslokalet. Kvinden, der menes at være 19 år, kiggede lidt forundret på opbuddet af pressefolk bagerst i lokalet.

Her på tilhørerpladserne sad også tre mænd, der eftermiddagen igennem holdt sig tæt på rettens bygning på Howitzvej. På et tidspunkt foretog de to af mændene en muslimsk bøn på asfalten nær retsbygningen. De kender tilsyneladende den anholdte 29-årige mand.

Begrundelsen for den dobbelte dørlukning er ifølge specialanklager Anders Larsson fra Københavns Politi til dels sagens alvor og karakter.

SE OGSÅ: TYSKLAND: ANHOLDTE HAMAS-FOLK PLANLAGDE ANGREB I EUROPA

Men det tæller også, at de fire mistænkte ikke gennem pressens referat af retsmødet skal kunne få information om, hvad det mere præcist er, de mistænkes for at have gjort.

Anholdelserne af de tre skete lige efter klokken fem torsdag morgen, kom det frem i den åbne del af retsmødet.

Retsmødet gik for alvor i gang cirka klokken 19.15. Det forventes, at det vil strække sig over flere timer.

Bag de lukkede døre og nedrullede gardiner vil anklageren forsøge at overbevise dommeren om, at der er en begrundet mistanke, og at lovens betingelser for varetægtsfængsling er opfyldt.

/ritzau/