Politiet advarer om, at svindlere kan udnytte Black Friday til at sende falske sms’er ud til folk for at få dem til at udlevere deres personlige oplysninger.
Det oplyser den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Ifølge Kresten Munksgaard, som er leder af sektionen for forebyggelse og analyse i Nationalt Center for It-Kriminalitet under NSK, har politiet fået flere anmeldelser det seneste år fra folk i alle aldersgrupper, som er blevet snydt.
– Vi har set en kraftig stigning i antallet af sager med svindel-sms’er, og derfor opfordrer vi alle til at være særligt på vagt over for sms’er med links til falske hjemmesider, hvor man skal afgive MitID-oplysninger eller kortoplysninger, siger han.
LÆS OGSÅ: Politiet slår til mod udrejsecenter: Fandt stoffer og flere våben
Det seneste år har politiet modtaget omkring 7700 anmeldelser om sms-svindel.
Og det er ofte sms’er med en uventet opkrævning for ekstra porto eller fra MobilePay, hvor man bliver bedt om at logge ind med sit MitID, som lokker folk i fælden.
For linket leder ofte til en falsk hjemmeside. Og her kan de kriminelle ifølge Kresten Munksgaard aflure personlige oplysninger – eksempelvis MitID-kodeord.
LÆS OGSÅ: 11-årig drengs mareridt: Jagtet på cykelsti af maskeret mand
– Svindlere er desværre gode til at få sms’erne til at virke troværdige – blandt andet ved hjælp af spoofing, hvor en svindel-sms kan manipuleres til at se ud, som om den kommer fra MitID, MobilePay eller en anden troværdig afsender, siger han.
Ifølge Kresten Munksgaard kan det være svært at gennemskue, om en besked er falsk eller ej. Derfor opfordrer han til at slette den og kontakte afsenderen, hvis man er i tvivl.
– En vigtig tommelfingerregel er, at banker, offentlige myndigheder og troværdige virksomheder aldrig vil bede dig om at logge på dit MitID eller udlevere personlige oplysninger via links eller sms’er og mails eller over telefonen, siger Kresten Munksgaard.
LÆS OGSÅ: 21-årig mand bankede 15-årig dreng: Nu vil voldsmanden alligevel gerne i fængsel
Men hvis man alligevel er kommet til at trykke på et falsk link, er det vigtigt, at man ikke indtaster sine personlige oplysninger.