Mand anholdt for skyderi mod restaurant

Politiet er tirsdag morgen skredet til anholdelse af en 34-årig mand, der mistænkes for at have stået bag et skyderi mod en restaurant i Nykøbing Falster

En 34-årig mand fra Midtsjælland er netop blevet sigtet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for forsøg manddrab og besiddelse af skydevåben.

Det sker efter, at han tirsdag morgen er blevet anholdt.

Skyderiet skete den 22. januar 2023, hvor den 34-årige mistænkes for at have afgivet skud mod restaurant Panino Nykøbing Falster.

“Skyderi på offentlige områder er fuldstændig uacceptabelt, så jeg er meget tilfreds med dagens anholdelse. Vi har siden skyderiet haft en målrettet efterforskning, der i dag førte til, at vi har foretaget anholdelse af den 34-årige mand, vi mistænker for at stå bag skyderiet,” siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson og fortsætter:

“I forbindelse med anholdelsen har vi foretaget ransagning på flere adresser. Forud for anholdelsen ligger et stort efterforskningsarbejde, hvor vi også har fået nogle gode henvendelser fra borgere efter vores efterlysning af et køretøj i sidste uge. Den efterlyste bil er nu i vores varetægt til nærmere undersøgelse. Vores efterforskning fortsætter, og jeg kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen.”

Den 34-årige anholdte mand fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster tirsdag klokken 14.00.

SE OGSÅ: MAND STUKKET NED I BOLIGKVARTER: GERNINGSMAND FORTSAT PÅ FRI FOD