I forbindelse med en styrket indsats nytårsaften vil politiet benytte videoovervågning centralt i Aarhus
Østjyllands Politi har ud over en øget patruljemæssig indsats nytårsaften i Aarhus også sat videoovervågning op på Store Torv centralt i byen.
”Vi vil være meget synlige nytårsaften med patruljer i hele politikredsen, og vi vil have en ekstra opmærksomhed de steder, hvor vi erfaringsvis ved, at der samles mange mennesker, ” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, der pointerer, at overvågningen kun er en lille del af en samlet indsats.
Det er på baggrund af erfaringer fra de sidste år, at Østjyllands Politi erfarer, at et større antal mennesker vil samle sig på Store Torv nytårsaften og nat.
På den baggrund mener politikredsen, at der er nærliggende risiko for, at der kan opstå uro og fare for den enkelte persons sikkerhed. Blandt andet under affyring af fyrværkeri.
”Overvågningen på Store Torv skal ses som et ekstra redskab i indsatsen for at opretholde ro og orden, og vi er særligt opmærksomme på affyring af fyrværkeri på uforsvarlig vis. Vi vil gøre vores til, at folk får en tryg og festlig nytårsaften, og jeg vil gerne opfordre til, at vi alle passer på hinanden,” siger Klaus Arboe Rasmussen.
SE OGSÅ: FORGREB SIG SEKSUELT PÅ 11-ÅRIG DRENG: GERNINGSMAND ANHOLDT
Videoovervågningen vil starte den 31. december klokken 18.00 og slutte den 1. januar klokken 10.00.