Forgreb sig seksuelt på 11-årig dreng: Gerningsmand anholdt

Arkivfoto

Den mistænkte gerningsmand, der to gange har forgrebet sig seksuelt på en 11-årig dreng på en sti i Hobro, er nu blevet identificeret og afhørt af politiet

Tip fra offentligheden har torsdag aften ført til, at den mistænkte gerningsmand, som Nordjyllands Politi i går efterlyste offentligt for to seksuelle overgreb på en blot 11-årig dreng, er blevet anholdt.

Han er dog under 15 år og derfor under den kriminelle lavalder. Derfor kan han ikke straffes for sine handlinger.

”Drengen er, på grund af hans unge alder, blevet afhørt med de sociale myndigheders tilstedeværelse, og vores efterforskning i sagen fortsætter naturligvis, så vi kan få afdækket alle dens omstændigheder,” understreger Carsten Straszek, der er politikommissær og efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi.

Derfor aflyser politikredsen nu gårsdagens efterlysning af gerningsmanden, efter de kommunale myndigheder er blevet underrettet.

”Vi har ingen yderligere oplysninger i sagen til offentligheden af hensynet til de berørte personer og af hensynet til vores efterforskning af sagen,” pointerer Carsten Straszek.

SE OGSÅ: 11-ÅRIG DRENG UDSAT FOR FLERE SEKSUELLE OVERGREB PÅ STI

Nordjyllands Politi er dog fortsat interesseret i, at borgere, der må have set eller hørt noget i forbindelse med overgrebene, eller der har øvrige oplysninger i sagen, kontakter politiet på telefon 1-1-4.

Det var den 15. december omkring klokken 14.30, at den 11-årige dreng befandt sig på stien mellem Hohøje og Smedevej i Hobro, da den unge gerningsmand ankom til stedet og fik lokket ham hen til Hobro Boligforening, hvor han forgreb sig seksuelt på den 11-årige.

Et lignende overgreb fandt også sted den 15. november på den 11-årige dreng, hvor han befandt sig på samme sti. Her ankom samme gerningsmand på et elektrisk løbehjul og forgreb sig seksuelt på den 11-årige dreng.