Situationen er fortsat højspændt, og den tager nu til på dansk jord.
Medlemmer af Folketinget, et grønlandsk udvalg og en delegation af amerikanske kongresmedlemmer mødes fredag i Folketinget for at drøfte samarbejdet mellem de tre lande.
Fredag klokken 14 er gruppen af amerikanske politikere altså på besøg i Folketinget for at drøfte samarbejde.
Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.
– Mødet har fokus på centrale udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, der har betydning for både rigsfællesskabet og det transatlantiske forhold, lyder det i meddelelsen.
Der er mødestart klokken 14 med et efterfølgende kort pressemøde klokken 15.
Folketinget oplyser ikke, hvem der kommer fra den amerikanske delegation.
Men den demokratiske senator Chris Coons har tidligere oplyst, at han kommer sammen med syv senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Han får følgeskab af de demokratiske politikere Jeanne Shaheen, Dick Durbin, Gregory Meeks, Madeleine Dean, Sara Jacobs og Sarah McBride, mens også den republikanske senator Thom Tillis rejser med sine demokratiske kolleger.
Fra Grønland deltager det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i parlamentet, Inatsisartut.
Formanden for det udvalg, Pipaluk Lynge (IA), har tidligere kritiseret manglende grønlandsk inddragelse i danske udvalgsdrøftelser om konflikten.
Et andet møde om situationen i Grønland finder også sted fredag.
Regeringen har indkaldt Folketingets partiledere og de nordatlantiske medlemmer til en orientering om situationen i Statsministeriet. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag.
Det vides endnu ikke, hvornår det møde afholdes.


